
Elmander den mest benyttede spiller
12.05.2006 09:36
Brøndbys Johan Elmander har allerede inden søndagens kamp mod SønderjyskE sikret sig den ukronede position som klubbens mest benyttede spiller i denne sæson. Det svenske angrebs-es har opnået 30 kampe for de blå-gule, hvilket også Martin Retov kan skrive på sit cv.
Men Elmander har fået 2.591 minutter på banen, og har således kun misset 109 minutter i de 30 opgør. Martin Retov ligger på 2.281 minutter i sine 30 Brøndby-kampe i denne sæson. Marcus Lantz har rent faktisk spillet flere minutter end Retov, men Lantz har kun været med i 28 kampe i denne sæson.
Offensivspilleren Martin Ericsson er dog den af Brøndbys spillere, der har fået mest spilletid i SAS Ligaen. Ericsson var fast mand hos AaB i efteråret, hvor han spillede alle 20 kampe og kun gik glip af 16 minutters spilletid. I Brøndby-trøjen har Martin Ericsson også været med i alle forårets 12 kampe, men kun syv af dem fuld tid. Ericsson har med andre ord spillet alle 32 kampe og fået 2.772 minutter på græs.
Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.
Johan Elmander er Brøndbys topscorer med 13 mål i SAS Ligaen og 19 ialt i sæsonen.