René: Stolt af at være her

20.06.2006 15:43

- Jeg vil først og fremmest takke Alex Fergusson, for uden ham havde jeg ikke haft fem fantastiske år i Manchester United, og jeg havde derfor ikke haft den mulighed, at stå her i dag som cheftræner for Brøndby IF.

- Jeg er glad for muligheden og udfordringerne jeg nu står med, for Brøndby er en klub, der trods sin unge historie har stærke traditioner, flotte resultater og står for flot offensiv fodbold. Og af hvad jeg har set ? helt fantastiske fans, fortæller den nye træner om sine bevæggrunde for at takke ja til tilbuddet.

- Klubben har de sidste 15-20 år haft nogle flotte resultater, nationalt såvel som internationalt, og det er det klubben søger at fortsætte. Jeg har fået en god indsigt i klub og trup, og den måde man ønsker at udvikle talenter, og jeg ser meget frem til at komme i gang med at arbejde i disse rammer.

Født i samme år som klubben.

Født i samme år som klubben.

- Og så er klubben jo fra 1964, det må være et skæbnefællesskab, smiler hollænderen og hentyder til sit eget fødselsår.

Omkring sin forgænger har Meulensteen kun rosende ord:

- Michael Laudrup er en af heltene. En af de spillere man så op til, fordi han havde så meget at give. Han har fokuseret på en positiv spillestil her i klubben, og det er den vej vi vil fortsætte. Jeg er dog først og fremmest glad for at tage over i Brøndby, uanset hvem forgængeren er, tilføjer han.

Den tre-årige kontrakt er en realitet.

Den tre-årige kontrakt er en realitet.

Om truppen og eventuelle indkøb fortæller han:

- Jeg har ringet til Ruud Van Nistelrooy, og han kommer tilbage.. Nej, Brøndby er godt klædt på og truppen har en god blanding af erfarne spillere og unge folk. Jeg har selvfølgelig gjort mig mine tanker om sammensætningen, men nu vil jeg bruge den næste tid på at lære hver enkelt spiller at kende, og så tager vi resten med Per Bjerregaard.

- Først og fremmest er jeg utrolig stolt af at være her, og selvom nogle mener det kan være svært at efterfølge Michael Laudrup i Danmark, tænker jeg kun fremad. Jeg er ikke en type der tænker i risici og frygt, kun muligheder og udfordringer, og jeg er meget glad for denne mulighed, runder Brøndby IFs nye cheftræner af.