René: God kamp og masser af spil

08.07.2006 18:28

Et nederlag i sig selv er aldrig positivt, men den nye cheftræner havde ingen grund til at hænge med hovedet efter den første store test op til den nye sæson.

Fra sin plads i spillerboksen blev der noteret flittigt og der var flere plusser end minusser på blokken efter 2-1 nederlaget til AIK Stockholm.

- Kampen som den vi spillede i dag, er først og fremmest en god mulighed for at måle hvor vi pt. står. De fremhæver hvad vi skal arbejde med inden den vigtige kamp i UEFA Cup'en på torsdag, indleder René Meulensteen efter kampen.

- AIK får nogle billige mål, men det behøver jeg ikke fortælle spillerne, og det er i virkeligheden langt vigtigere for vores udvikling frem mod sæsonstart, at vi spillede en god kamp, fortæller cheftræner René Meulensteen om dagens testkamp mod AIK Stockholm.

René Meulensteen

Trods nederlaget var Meulensteen godt tilfreds med indsatsen og der var flere ting at arbejde videre med.

Gode takter

- Især i 1. halvleg synes jeg at vi gør en god figur, vi spiller bolden godt rundt langs det nye fantastiske græs på Brøndby Stadion og har vel bolden i 60 procent af tiden. Jeg talte seks afslutninger til os og to til AIK. De scorer så det første mål, men vi kommer godt igen. Det er godt for moralen, evaluerer cheftræneren.

- Vi ender med at tabe kampen, men jeg har sagt til spillerne at de ikke skal fokusere så meget på resultatet. Det er en træningskamp, og psykologisk præger det nogle gange spillerne. Altså forstået sådan at man sjældent er lige så fokuseret mentalt som ved turneringskampe. Sådan er det. Vi har som sagt en meget afgørende kamp i kvalifikationen til UEFA Cup'en på torsdag, som vi skal være helt fit til, runder Meulensteen af.

Rene Meulensteen

Spillerne har fri i morgen, men tager allerede på mandag fat i optakten til Valur-kampen torsdag.