Næst-flest premieretilskuere

20.07.2006 12:00

Brøndby IF kom onsdag aften resultatmæssigt optimalt fra start, da det blev til en premieresejr over Vejle Boldklub på 2-1. Dermed holder de blå-gule fast i en god premierestatistik, der fortsat kun tæller to nederlag i en premiere de seneste 10 sæsoner.

Sejren markerede også det syvende indbyrdes opgør med vejlenserne uden nederlag på stribe. De seks foregående opgør har kastet fire sejre og to uafgjorte af sig. Vejle Boldklub har således fortsat ikke vundet over Brøndby siden 13. juni 1999, hvor gæsterne løb med en 2-1 på Brøndby Stadion.

Der var masser af glade fans på tribunerne til SAS Liga-premieren.

Der var masser af glade fans på tribunerne til SAS Liga-premieren.

Sommerpremierer er sjældent begunstiget af de store tilskuertal, men alligevel kan Brøndby IF været ganske godt tilfredse med fremmødet til onsdagens premiere. 14.499 havde fundet vej til Brøndby Stadion, og det er det næsthøjeste tilskuertal til en premiere nogensinde.

Kun sidste sæsons premiere mod FC Midtjylland havde flere folk på lægterne, idet 15.141 var på plads til sæsonens første kamp 20. juli sidste år, hvor Brøndby indledte et superefterår ved at slå midtjyderne med 3-0.

Produceret i samarbejdet med netsuperligaen.dk