Meulensteen: Vi går efter en god start

12.07.2006 22:09

- Vi skal ud og have en god start og få et positivt resultat. Det er det vi vil og det vi har brug for. Vi skal vise den rette holdånd og vilje til sejr. Det skal vi vise på banen i morgen og vi glæder os rigtig meget, indleder René Meulensteen på det traditionelle EC-pressemøde i Vilfort Loungen.

- I mogen sparker vi hul på de officielle kampe i sæsonen mod Valur Reykjavik og det er noget vi har set frem til de sidste to uger. Det er altid sådan at europæiske kampe er spændende - noget ganske særligt - og for Valur er det sikkert en oplevelse at spille her på det fantastiske Brøndby Stadion med det nye fantastiske græs, forklarer cheftræneren om kampen der har kick off kl. 20:45.

- Der bliver ikke noget med at undervurdere Valur, for jeg er sikker på det bliver en hård og vanskelig kamp. De er midt i deres sæson og har spillet masser af kampe, mens vi kun har været i gang i to uger. Det tager naturligvis lidt tid før alle mekanismerne er der, men jeg har en rigtig god følelse inden kampen, slutter den karismatiske hollænder.

Meulensteen

Cheftræneren glæder sig til debut'en på Brøndby Stadion i morgen mod Valur fra Island.