
Lige statistik på Heden
28.07.2006 12:08
Brøndby IF går søndag aften ind til én af de kampe, der historisk set har givet de blå-gule pænt med udfordringer - i hvert fald siden Ikast fS og Herning Fremad blev lagt sammen til FC Midtjylland. Brøndby har mødt ulvene otte gange på udebane i Superligaen, og her er statistikken helt lige. Begge mandskaber har to sejre, mens fire opgør er endt med uafgjort. Målscoren er også helt lige: 11-11.
Det er en stor kontrast til opgørene mellem de to klubber på Brøndby Stadion. Her har hjemmeholdet vundet seks ud af 10 indbyrdes møder, mens målscoren hedder 22-10 i Brøndbys favør. Af de 18 kampe ude og hjemme hedder det altså otte Brøndby-sejre og 33-21 på måltavlen.
Brøndby har fortsat den første sejr på FC Midtjyllands nuværende hjemmebane, SAS Arena, til gode. Den seneste udesejr stammer fra 1. november 2003, hvor Brøndby hev en 2-0-sejr med hjem fra Ikast Stadion.
Siden FC Midtjylland rykkede ind til Herning, har de to klubber mødt hinanden to gange, og FCM har vundet begge gange, henholdsvis 3-1 og senest 2-0.
Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.
Martin Ericsson alene igennem med FCM-keeper Anders Rasmussen på SAS Arena, FC Midtjylland hjemmebane.