Lantz: Fokus på chancerne

24.07.2006 10:32

- Jeg synes at vi får spillet en god kamp i dag, men som i onsdags kommer vi bagud, denne gang helt ufortjent. Vi får dog skabt de chancer vi skal, og som giver de mål der sikrer os sejren. Vi har meget fokus på at skabe chancerne, hvis vi gør det, skal målene nok komme, lød det fra målscoreren til 1-1, Marcus Lantz, efter kampen.

- Samlet set synes jeg at vi er på rette vej, sejrene er vigtigst, men der er da stadig ting der kan rettes. Man skal dog se det i det perspektiv at vi på mange måder er inde i en proces med at få bygget et nyt hold op, og det tager noget tid. Vi har fået mange nye unge spillere ind på holdet, og d skal integreres først. De har gjort det fantastisk, de unge, men det er klart at der er en forskel i rutinen. Man kan heller ikke forvente at de spiller op til deres bedste hver eneste gang, de svinger mere i niveau, hvilket er helt naturligt, fortæller Marcus Lantz og fortsætter:

- For mig eget vedkommende betyder det at jeg selvfølgelig skal tage yderligere ansvar. Alle har et ansvar, men det er klart at jeg nu som en af de ældre, skal gå forrest. Det siger jo lidt om alderen på vores spillere at jeg nu er en af de ældre, griner midtbanegeneralen.

Lantz med kurs mod målet.

Lantz med kurs mod målet.

Mere plads

- I dag fik jeg mere plads end jeg er vant til, og i anden halvleg kom jeg mere med i det offensive. Det gav også mulighed for at skabe noget mere end man måske ser fra min side af, men det er jo mange gange forskellen på den defensive og den offensive plads. Personligt er jeg ganske tilfreds med min indsats, om det er en af mine bedste kampe er svært at sige, jeg synes ikke man kan rangere kampene sådan lige, men det gik godt.

- Nu skal vi have overstået 3-4 kampe mere i SAS Ligaen så er vi oppe hvor vi skal være, vi er stadig i en opstartsfase, men igen, det er resultaterne der tæller, og de er jo som de skal være indtil videre, afslutter Lantz.