Duncan nærmere udebanedebut

26.07.2006 18:09

Morten Duncan Rasmussen er en af de spillere der står foran deres udebanedebut i europæisk sammenhæng, når Brøndby IF i morgen aften spiller returopgøret mod Valur på udebane i UEFA Cuppens 1. kvalrunde.

Og både medspillere, trænere og fans kunne ånde lettet op, da Brøndbys målfarlige bomber var med i flyveren til Island i formiddag.

Angriberen måtte melde afbud til tirsdags-træningen i Brøndby pga. sygdom, men han nåede lige akkurat at raskmelde sig i morgentimerne i dag. Dermed kan cheftræner René Meulensteen formentlig gøre brug af den ene af sine målscorere fra det første møde mod Valur på Brøndby Stadion, en kamp Brøndby vandt 3-1.

- Det går okay nu. Nu skal vi træne i aften og så må vi se hvordan jeg har det efterfølgende, men det er klart at jeg gerne vil spille kampen. Den er jo vigtig, siger Duncan til brondby.com.

Og det er klart til cheftræner René Meulensteens fordel, for Duncan er kommet godt fra land i den nye sæson. To kasser i tre kampe viser den imponerende statistik for U-21 landsholdsbomberen, der tilmed har været i oplæggerens rolle én gang. Derudover har otte mål i trænings- og sommerkampene givet den unge angriber yderligere selvtillid. 

Duncan

Duncan synes klar til at spille torsdagens UEFA Cup-kamp mod islandske Valur Reykjavik. Dermed får René Meulensteen et målfarligt kort at spille ud helt i front. Duncan har scoret to mål i tre kampe og lagt op til et enkelt mål.