Det gode udgangspunkt sikret

13.07.2006 22:30

René Meulensteen udtalte forud for kampen mod Valur på hjemmebane i UEFA Cuppens 1. kvalifikationsrunde, at han ville have en god start og et godt udgangspunkt til returopgøret, og den nye cheftræner fik hvad han ville have her til aften.

Brøndby lukkede sæsonens første kamp allerede efter 35 minutters spil med en 3-0 føring, og selvom de islandske gæster fik pyntet på resultatet i 2. halvleg, sikrede Brøndby IF sig et godt udgangspunkt til returkampen på Island om 14 dage med en velfortjent 3-1 sejr.

Thomas Rasmussen bragte Brøndby foran efter otte minutters spil. Morten Duncan Rasmussen fulgte efter med 2-0 målet efter en halv time, mens velspillende Martin Ericsson scorede til 3-0 et par minutter senere. 6338 tilskuere så Brøndby spille bedst, især i 1. halvleg.

Et hold i balance

Det var ikke meget Casper Ankergren havde at se til i kampens første 45 minutter. Et massivt Brøndby-pres gjorde det svært for Valur-spillerne, der slet ikke fik deres spil til at hænge sammen.

Modsat fungerede kombinationerne rigtig fint på Brøndby-holdet med flere gennemspillede angreb. Det meste havde Martin Ericsson som idémand og igangsætter. Han viste sprudlende spillehumør og god form. Bag sig lavede Marcus Lantz og Kim Daugaard et kæmpe arbejde og de havde en rigtig god indbyrdes fordeling.

Brøndby startede som lyn og torden. Hurtige kombinationer og en flot Ericsson aflevering til Thomas Rasmussen var opspillet til 1-0 føringen, fladt sparket ind af venstrekantsspilleren. Duncan øgede 25 minutter senere efter en hjørnesparkskombination, hvor truppens anden Morten Rasmussen headede den over til en fri Duncan ved forreste stolpe.

Brøndbys 10'er, Martin Ericsson, stod selv for 3-0 scoringen, da han efter et flot sololøb over en halv banelængde, sparkede bolden ind helt ude ved stolpen fra 25 meters afstand.

Selvsamme Ericsson havde yderligere en stor chance i fri position, men Henrik Kildentofts flotte indlæg blev sparket over mål. Også Duncan kunne have scoret yderligere, men skarpheden og heldet manglede i to situationer - den største i 2. halvleg hvor stolpen var i vejen.

Ned i tempo

Kræfterne var ikke de samme i 2. halvleg og med 3-0 føringen i baghånden, blev der naturligt nok sluppet lidt på gaspedalen. Chancerne til en 4-0 var der, men i stedet var det et hårdt kæmpene Valur-hold der fik bolden i mål i 2. halvleg.

Ærgerligt for defensiven der ellers lukkede af for det meste. 3-1 sejren var dog fuldt fortjent resultat. Brøndby kan om 14 dage rejse til Island med et godt udgangspunkt. Og for den nye cheftræner var det en god debut og en god start på den nye sæson.