Årets første trofæ i hus

16.07.2006 20:37

Brøndby IF sikrede sig her til aften sæsonens første trofæ. Det skete da de blå-gule vandt Liga Cup'en 2006 som blev afholdt på Farum Park.

Den første modstander i de to kampe à 45 minutter som afgjorde placeringen af trofæet og checken på 100.000 fra Divisionsforeningen, stod mod Viborg FF der havde overtaget pladsen i turneringen fra OB, der i går spillede Toto Cup.

Duncan sikrede Brøndby IF sejren i Liga Cup'en 2006.

Duncan sikrede Brøndby IF sejren i Liga Cup'en 2006.

To mål var nok

Jacob Olesen bragte viborgenserne foran 1-0 efter 19. minutters spil efter en forsvarsfejl. Mads Jørgensen udlignede syv minutter senere på et straffespark begået mod Kim Christensen. Der faldt ikke yderligere scoringer i den jævnt spillede kamp, og Brøndbyspillerne tog dermed ét point med sig.

I turneringens anden kamp slog F.C. København Viborg 2-1, og dermed skulle Brøndby IF vinde kampen mod netop FCK for at sikre sig titlen. Det blev en realitet da Morten Duncan Rasmussen med fem minutter tilbage af opgøret, sendte bolden i nettet bag FCK-keeper Benny Gall til 1-0. Stillingen holdt kampen ud, og Brøndby IF vandt dermed Liga Cup'en for andet år i træk.