Afskedsinterview med Elmander

13.07.2006 13:06

Johan Elmander var tidligere på ugen forbi Brøndby Stadion, hvor han udover at tømme sit skab og hente personlige ejendele, fik sagt farvel til holdkammeraterne, staben omkring holdet og de administrativt ansatte i klubben.

brondby.com satte den sympatiske, og altid smilende, svensker i stævne inde på Brøndby Stadion, hvor han de seneste to år har været en offensiv nydelse.

- Jeg kan se tilbage på to fantastiske år i klubben. Jeg har så mange gode højdepunkter jeg mindes med glæde; første gang jeg hilste på fansene og lavede den der "Fenerbache", første kamp på Brøndby Stadion, mit første mål mod Viborg, 5-0 over FCK, mit første seniorhattrick mod FCM, the double-sæsonen og kampene mod Ajax. Det har været en god tid med mange store oplevelser, ser Elmander tilbage med et smil.

- Da jeg kom til klubben fra Feyenoord manglede jeg selvtillid, men den blev hurtigt bygget op igen. Der er noget helt særligt over klubben og et specielt sammehold. Jeg har klubben meget at takke for hvor jeg står i dag. Jeg er lykkelig for at Per (Bjerregaard, red.) ville have mig til klubben og jeg synes vi har haft et rigtig godt samarbejde. Ud fra det vi aftalte for to år siden, er jeg meget glad for at Per stod ved sit ord. Det er noget jeg respekterer meget hos et menneske.

- Nu gælder det nye store udfordringer i Frankrig i en meget ambitiøs klub. Jeg håber jeg en dag kan vende tilbage til Brøndby for det har været en stor oplevelse, siger Elmander og tilføjer selv.

- Jeg vil også benytte lejligheden til at takke fansene der har været fantastiske. Fra første dag følte jeg mig meget velkommen i klubben og de har støttet både mig og holdet i med-og modgang. Tak for alt og vi ses!

Johan Elmander på udskiftningsbænken

Johan Elmander er for en gangs skyld på bænken i Brøndby IF.

Elmander

Lige fra starten vidste man at Elmander spillede i klubben på lånt tid. Efter to gode sæsoner i Brøndby-trøjen gælder det nu større udfordringer i Frankrig.