Absalonsen skifter klub til vinter

06.07.2006 14:10

Johan Absalonsen skifter til SAS Liga-klubben OB, hvor han har underskrevet en tre-årig kontrakt gældende fra den 1. januar 2007. Dagen før udløber Absalonsens kontrakt med Brøndby IF og den 20-årige spiller har ikke ønsket at forlænge aftalen med Brøndby IF.

- Vi ville meget gerne have forlænget aftalen med Johan og har også haft flere snakke med ham og hans agent gennem længere tid, men Johan har valgt at fortsætte karrieren på Fyn hvor han kommer fra, og det respekterer vi naturligvis. Vi ønsker ham al mulig held og lykke i OB, fortæller sportschef Anders Bjerregaard.

For Absalonsen selv var det et svært valg, for tiden i Brøndby IF har været god og opstarten med det nye trænerteam har været positiv.

- Jeg har virkelig været i tvivl længe. Jeg er meget glad for at være i Brøndby IF og har haft nogle rigtig gode år i klubben. Det virker også meget spændende med det nye trænerteam, men omvendt har jeg også haft lyst til at prøve noget nyt, siger Johan Absalonsen til brondby.com og fortsætter.

- Det har været en stor oplevelse at spille i en storklub som Brøndby IF, hvor faciliteterne, rammerne og fansene er helt i top. De oplevelser jeg har fået her i klubben glemmer jeg aldrig og jeg glæder mig til at vende tilbage til Brøndby Stadion, slutter Johan Absalonsen.

Johan Absalonsen startede karrieren i den vestfynske klub Flemløse. Siden gik turen til Glamsbjerg og B 1913, inden han skiftede til Brøndby IF i januar 2003.

På nuværende tidspunkt har 24'eren spillet 61 1. holdskampe og scoret otte mål. Så sent som i søndags blev Absalonsens matchvinder i 1-0 sejren over AGF i en træningskamp i Thyregod.

Johan Absalonsen

Johan Absalonsen spiller i efteråret i Brøndby IF, men fra 1. januar vender han tilbage til Fyn hvor han skal tørne ud for OB.