Mogens Krogh ny målmandstræner

18.01.2006 11:22

For fremtiden bliver det en af Brøndby IF's helt store profiler gennem tiden, Mogens Krogh, der skal træne klubbens målmandstalenter. Den tidligere 1. holdsspiller med 464 kampe for Brøndby, får ansvaret får målmandstræningen i U-21, U-18 og U-16 truppen.

- Det må være inspirerende for vores unge målmænd. En tidligere 1. holdsspiller med over 400 kampe for Brøndby IF, som samtidig har vundet masser af titler i klubben. Mogens ved hvad det kræver at spille på topplan og han har en hel masse ting at lære fra sig. Han kender klubben og det er en stor fordel, siger talentchef Kim Vilfort der glæder sig på flere måder.

- Med tilknytningen af Mogens som målmandstræner for talenterne, følger vi tråden med helst at have tidligere topspillere på trænerposterne, fortæller Vilfort.

I december måned startede Bent "Turbo" Arensøe (tidl. Christensen) som fuldtidstræner for U-18 holdet.

Mogens Krogh, der lagde støvlerne på hylden i december 2002, har senest arbejdet i administrationen som Kunderelationschef. 

Mogens Krogh udligner til 3-3

Mogens Krogh, der her ses juble over det historiske mål til 3-3 mod AGF, vender tilbage til træningsbanen som målmandstræner for Brøndby IF's talenter.