Duncan: Den største dag i mit liv

13.01.2006 23:16

Efter de endelige papirer her til aften blev underskrevet, fik brondby.com som det første medie, efter klubskiftet var en realitet, en snak med Brøndbys nye angrebsprofil, Morten "Duncan" Rasmussen. Og det var med det helt store smil det blot 20-årige stortalent satte sig til rette i stolen i Players Lounge.

- Jeg er meget glad. Det her er et kæmpe skridt fremad for mig og det er den største dag i mit liv sportsligt set. Jeg glæder mig virkelig meget til at komme igang, indledte Brøndbys nye angriber der for fremtiden trækker i Brøndbytrøjen med nr. 17 på ryggen.

- Da jeg først hørte om Brøndbys interesse, var jeg ikke ét sekund i tvivl om, at jeg ville til Brøndby. Det bliver simpelthen ikke større i Danmark og jeg er meget stolt over at komme til klubben. Det er virkelig stort, fortæller "Duncan" der ved hvad målsætningen er i Brøndby IF.

- Jamen, omgivelserne herude siger det hele. Det handler om at vinde titler og det glæder jeg mig til at kæmpe for. Jeg har meget at lære endnu, og med de trænere og medspillere der er i klubben, håber jeg at jeg kan videreudvikle mig som fodboldspiller. I første omgang skal jeg kæmpe for en plads på holdet. Jeg vil vise mit værd med hårdt arbejde. Jeg skal lære spillestilen og holdkammeraterne at kende, og så kommer der forhåbentlig også nogle mål fra min side, men først og fremmest handler det om at vinde.

Hvordan er dit forhold til din nye hjemmebane?

- Brøndby Stadion er Danmarks suverænt fedeste stadion at spille på, også som udehold. Det har jeg prøvet med AGF, og hjemmebanefordelen har jeg haft med landsholdet, så det bliver helt specielt at løbe ind på banen for første gang - med fansene i ryggen. Det ser jeg frem til.

Nogle af de nye holdkammerater kender du allerede...

- Ja, flere faktisk. Jeg kender nogle af gutterne fra U-21 landsholdet, og nogle af dem har jeg endda spillet med siden U-15, og det er da positivt når man skifter klub. Dem har jeg det godt med og det skal nok blive sjovt, smiler han stort.

- Når det så er sagt, vil jeg gerne sende en hilsen til AGF, hvor jeg havde en fantastisk tid. Det er vemodigt at sige farvel til den klub, jeg har spillet for siden jeg var en lille dreng, og jeg ønsker alt godt for klubben fremover. Jeg følte tiden var inde til større udfordringer og dem får jeg masser af i Brøndby, slutter Morten "Duncan" Rasmussen i denne omgang.

I morgen tidlig flyver han til Gran Canaria hvor Brøndbyholdet er på træningslejr. Det betyder at han allerede på søndag kan få spilletid i træningskampen mod Pohang. En kamp der spilles kl. 16:00 og som vises direkte på 3+. Herefter rejser han mandag, sammen med Henrik Kildentoft, Kasper Lorentzen og Jonas Kamper til Chile på landsholdsopgaver med U-21 landsholdet.

Morten Rasmussen

Brøndbys nye 17'er fotograferet i de sene aftentimer på Brøndby Stadion.