Drama i Brøndby Hallen

08.01.2006 15:00

Det var nervepirrende, intenst og i den grad dramatisk da et ungt Brøndbyhold måtte sige farvel til den traditionsrige TELE 2 Cup i Brøndby Hallen i kvartfinalen. Viasat Sport Divisions-holdet Køge vandt nemlig på amerikansk straffespark efter en medrivende gyser.

At kvartfinalekampen overhovedet nåede til forlænget spilletid, og efterfølgende amerikansk straffesparkskonkurrence (hvor spilleren starter med bolden fra banens midte), kan de blå-gule takke blot 17-årige Nicolai Agger (fætter til A-truppens Daniel Agger) for. Det var nemlig det unge angrebstalent der i den ordinære spilletids absolut sidste sekund udlignede for Brøndby, der ellers var bagud 3-1 indtil der manglede lidt under et minut af de ni minutters spilletid.

Dan Anton Johansen havde inden da reduceret til 3-2 på et langskud, mens det var Martin Spelmann der reducerede til 2-1 fra tæt hold under mål. Med nederlaget måtte Brøndby erkende at det heller ikke i år blev til hjemmesejr foran et blå-gult og meget engageret publikum i Brøndbyhallen.

Puljevinder

Brøndby stillede tradtionen tro med en blanding af A-trup spillere og talenter fra U-truppen. Tom Køhlert stod i spidsen og han havde følgende spillere til rådighed: Casper Ankergren, Dan Anton Johansen, Martin Retov, Henrik Kildentoft, Johan Absalonsen, Kasper Lorentzen, Jonas Kamper, Martin Spelmann, Niclas Rønne, Marc Olsen, Nicolai Agger. 

Kl. 11:00 blev TELE 2 Cuppen, det uofficielle inde-DM arrangeret af Divisionsforeningen, sparket i gang af Brøndby der lagde ud mod Silkeborg. Og i åbningskampen tabte Brøndby med 1-0 til Silkeborg.

FC Midtjylland ventede senere i Brøndbys anden kamp i pulje A, og selvom Brøndby faktisk kom bagud med 1-0, blev tre point sat på kontoen efter en sejr på 4-1. Det var Henrik Kildentoft der med en flad afslutning udlignede til 1-1. Jonas Kamper afsluttede senere på banden, og inde foran mål fik Nicolai Agger presset FCM's Kristian Bak Nielsen til at lave selvmål. Og med to effektive kontramål af Martin Retov (scorede på en ripost) og Marc Olsen (flot samspil med Kasper Lorentzen), var storsejren i hus.

I den tredie og sidste puljekamp kom Brøndby igen bagud (som holdet gjorde i alle fire kampe). Søren Berg var målscorer for OB, men kort efter scorede teknisk stærke Marc Olsen, der sidste år var en af turneringens oplevelser, fra en spids vinkel, og da Nicolai Agger senere var i oplæggerens rolle til Dan Anton Johansens 2-1 scoring, var kvartfinalebilletten sikret.

Og her blev 1. divisionsholdet Køge, der var med på SønderjyskE's afbud, altså endestationen. For Brøndby missede Marc Olsen, Jonas Kamper og Johan Absalonsen (det afgørende spark) deres straffespark, mens Casper Ankergren reddede to ud af fem Køge-straffespark. Kasper Lorentzen og Niclas Rønne scorede på deres straffespark.