Storsejr i sidste træningskamp

06.02.2006 13:21

Brøndby fik en god resultat- og spillemæssigt optakt til Royal League-braget mod F.C. København på torsdag. De danske mestre og pokalvindere vandt 6-1 over Brentford fra den trediebedte engelske række.

Morten Duncan Rasmussen fortsatte den flotte start i Brøndbytrøjen med to mål, og er nu oppe på fem mål i tre kampe. Dan Anton Johansen (på straffe), Kim Christensen, Kasper Lorentzen og Jonas Kamper stod for de øvrige mål. Brøndby tankede dermed vigtig selvtillid inden forårets kampe.

Duncan på pletten

Brentford, der gik på banen med en 5-0 sejr i bagagen fra weekenden, stillede med en blanding af 1. holdsspillere og reserver, mens Brøndby startede i noget nær stærkeste opstilling, dog med Johan Elmander (genoptræner efter sin håndoperation), Mads Jørgensen (knæskadet), Johan Absalonsen (forstrækning) og Kaspar Dalgas (knæskadet) ude med skader.

Alle tre januar-indkøb startede inde for Brøndby, med Joseph Elanga som venstreback, Martin Ericsson på den offensive midtbane og Morten Duncan Rasmussen helt i front. På den defensive midtbane var Kim Daugaard og Marcus Lantz bølgebrydere, mens Jonas Kamper og Thomas Rasmussen var oplæggere fra kanterne.

Og det var lige præcis efter et flot oplæg fra veloplagte Jonas Kamper, at Morten Duncan Rasmussen kunne score kampens første mål, med en fremragende og hård afslutning helt oppe i målhjørnet. Den store angriber kom i det hele taget frem til mange flotte afslutninger, og 2-0 målet var også signeret Duncan. Fra feltets kant sparkede 17'eren bolden godt ind helt ude ved den ene målstolpe.

Brentford fik efterfølgende reduceret til 2-1, men Dan Anton Johansen var sikkerheden selv på straffespark til 3-1 (dømt efter hånd på bolden), der også var stillingen efter 1. halvleg, hvor Brentford gik til den på britisk maner.

Velsmurt offensiv

I 2. halvleg fortsatte Brøndby de gode takter trods masser af udskiftninger, heraf seks alene i pausen. Trods Brentfords hårde fysiske arbejde og høje presspil, formåede Brøndby at spille bolden godt rundt i kombinationerne, og holde på bolden når det var nødvendigt.

Indskiftede Kim Christensen, der arbejdede rigtig flot for holdet, gjorde det til 4-1 efter en god aktion, hvor han afdriblede målmanden for til sidst at lægge bolden i det tomme net. Og den lange angriber var også oplægger til 5-1-målet. Kim C spillede den flot på tværs i feltet, hvor Kasper Lorentzen sikkert kunne sparke bolden hårdt i mål via stolpen.

Hen mod kampens slutning slog Jonas Kamper sejren fast efter et hjørnespark. Trods tenniscifrene var Brentford en bedre modstander end Wycombe, der blev besejret 6-1 i onsdags. Efter de fire træningskampe i 2006 har Brøndby nu tre sejre og en uafgjort, og et målsnit på 4,5 pr. kamp. 

Årets kampe

Træningskampe i 2006: Rosenborg-Brøndby 3-3, Pohang-Brøndby 2-3, Wycombe-Brøndby 1-6, Brentford-Brøndby 1-6

Målscorere: Morten Duncan Rasmussen 5, Kasper Lorentzen 3, Martin Ericsson 2, Kim Christensen 2, Jonas Kamper 2, Dan Anton Johansen 1, Johan Absalonsen 1, Per Nielsen 1, Thomas Rasmussen 1.

Brøndbytruppen returnerer i morgen fra England. Onsdag formiddag træner holdet på dansk grund, inden årets første gældende kamp bliver spillet på Brøndby Stadion mod F.C. København i Royal League. Det er torsdag aften kl. 20:35.

Brøndbys startopstilling

K. Zaza

D. Anton Johansen - T. Andersen - P. Nielsen - J. Elanga

K. Daugaard - M. Lantz

J. Kamper - M. Ericsson - T. Rasmussen

M. Duncan Rasmussen

 

Kampfakta, kick off kl. 12:00 (lokal tid)

Brentford - Brøndby IF 1-6 (1-3)

  • 0-1 Morten Duncan Rasmussen (11.)
  • 0-2 Morten Duncan Rasmussen (25.)
  • 1-2 ? (36.)
  • 1-3 Dan Anton Johansen (straffe, 40.)
  • 1-4 Kim Christensen (62.)
  • 1-5 Kasper Lorentzen (67.)
  • 1-6 Jonas Kamper (87.)

Indskiftninger

  • T. Rytter/ P. Nielsen (46.)
  • M. Retov/ K. Daugaard (46.)
  • S. Schmidt/ M. Lantz (46.)
  • K. Lorentzen/ T. Rasmussen (46.)
  • K. Christensen/ M. Duncan Rasmussen (46.)
  • A. Sennels/ J. Elanga (46.)
  • H. Kildentoft/ A. Sennels (60.)
  • R. Bagger/ M. Ericsson (60.)