Laudrup: God anden halvleg

16.02.2006 23:12

- Jeg er ikke skuffet efter kampen i dag. Vi spiller en fin anden halvleg og får scoret et par gode mål. Resultatet er dog fair nok, for hvert hold har deres halvleg, og selvom underlaget passer os rigtig godt, er det Lillestrøm, der får mest ud af det i første halvleg.

Michael Laudrup er ganske afklaret med, at Brøndby IF har spillet sin sidste Royal League-kamo i denne omgang, og fortæller videre om kampen:

- Vi kommer lidt under pres i starten, hvor vi ikke spiller godt nok, og de får et lidt ærgerligt mål. Vi får dog vendt spillet fuldstændigt i anden del af kampen, hvor vi spiller godt og kommer frem til en del chancer. Vi får set, at offensiven fungerer godt og der er masser at bygge på til forårets kampe.

- Vores pres gav dem dog også nogle kontra-chancer, hvilket man bl.a. så ved deres mål til 2-2, men sådan vil det være når vi skal fremover stepperne, og man skal vinde en kamp man er nede med 1-0, konstaterer cheftræneren.

Hjemmekampene nøglen

For andet år af to blev det altså til exit for Laudrup og holdet, men det får ikke Laudrup til at hænge med næbbet.

- Vi har det sådan, at vi går ind i alle kampe i alle turneringer for at vinde. Sådan er det også med Royal League; vi ville meget gerne have været videre, men det formåede vi altså ikke.

- Det er ikke i dag vi ryger ud, det er i hjemmekampene, hvor vi ikke formår at vinde nok. Vi spiller 3 kampe og taber de to - så kommer man generelt ikke videre fra et puljespil, smiler Laudrup lakonisk, og han tilføjer i samme stil:

- Man fristes til at sige, at hvis der er nogen der er tilfreds i dag, så er det stadion inspektøren og banen i Brøndby. 

- Vi havde mulighederne i dag, men resultatet i dag er fair nok. Sådan er det, og så må vi videre, runder Laudrup af.