Duncan og Schmidt bag 2-0 sejr

12.02.2006 15:34

Sæsonens første Royal League-sejr kom i hus her til eftermiddag, hvor svenske Kalmar FF gæstede Brøndby Stadion foran 7851 tilskuere.

De så Morten Duncan Rasmussen score sit første mål i Brøndbytrøjen efter et fint opspil over højrekanten, hvor Jonas Kamper slog den afgørende aflevering. I overtiden slog Stefan Schmidt 2-0 sejren fast med et følt lob efter en ovetalssituation - ligeldes hans første som Brøndbyspiller.

Brøndby dominerede kampen, især i 1. halvleg, men Kalmar var uheldige med ikke at score på bl.a. to kæmpechancer i 2. halvleg. Dan Anton Johansen brændte straffespark for Brøndby, begået mod Thomas Rasmussen, der selv havde en afslutning der blev reddet på målstregen.

Klart overtag

Cheftræner Michael Laudrup havde valgt at blande kortene op til kampen, og i forhold til torsdagens Royal League-kamp mod FCK, var der fem ændringer i startopstillingen. Casper Ankergren afløste Karim Zaza, Dan Anton Johansen spillede i stedet for Thomas Rytter, og på den centrale midtbane fik Martin Retov og Stefan Schmidt fuld spilletid, mens Jonas Kamper var med fra start på Kasper Lorentzens bekostning.

Efter nogle rodede minutter, satte Brøndby sig tungt på spillet i 1. halvleg. Kalmar var meget sjældne gæster på Ankergrens banehalvdel, mens Brøndby ind i mellem fik kombinationerne til at køre fint på den vanskelige bane.

Især Jonas Kamper blev iscenesat mange gange på højrekanten, men indlæggene savnede dog præcision og fart. Det var nu alligevel Kamper der, for anden kamp i træk, blev noteret for assisten til 1-0 scoringen, da han spillede Morten Duncan Rasmussen fri på midten. Duncan, der tidligere  havde vendt sig flot og afsluttet på flot vis, sparkede resolut bolden ind ved stolpen, og første scoring i Brøndbytrøjen blev fejret foran en jublende Faxe-tribune.

Fortjent sejr - og dog

Uden Brøndbÿ på nogen måde spillede prangende, forvntede man en klar sejr til Brøndby efter de første 45 minutter. I pausen måtte Per Nielsen lade sig skifte ud, efter han fik et spark i baghovedet i et af Kalmars sjældne besøg i Brøndbyfeltet. Thomas Rytter blev skiftet ind, mens Dan Anton Johansen kom ind i midterforsvaret. Og netop Dan Anton Johansen kom i centrum, da han brændte straffesparket som Thomas Rasmussen på fornem vis havde fremtvunget.

Thomas Rasmussen, der havde et godt samspil med rolige og teknisk stærke Joseph Elanga, var få minutter senere centimeter fra at komme på måltavlen, men afslutningen blev reddet på målstregen.

Kalmar, der primært benyttede sig af lange bolde i opspillet, havde dog muligheden for at bringe balance i regnskabet. Sløset forsvarsspil og personlige fejl i 2. halvleg gav chancer til Kalmar-spillerne, og i den ene situation var stolpen sågar i vejen for Kalmar.

Alligevel var det ganske fortjent, at Stefan Schmidt kunne lukke og slukke med sit første mål som Brøndbyspiller. I det 90. minut var Brøndby i overtal i et kontraangreb. Jonas Kamper afsluttede i første omgang, hvor han dog burde have afleveret til modsatte side.

Skudbklokeringen havnede dog for fødderne af Schmidt, der iskoldt lobbede bolden over både keeper og forsvarsspiller. Et flot mål af midtbanespilleren, der i det hele taget gjorde det ganske godt ved siden af Martin Retov, der bar anførerbindet de sidste 45 minutter.

Sejren var kærkommen for Brøndby og den videre skæbne i Royal League. Her er kravet nu en sejr på torsdag mod Lillestrøm, den sidste puljekamp i gruppe B.

Stillingen i gruppe B kan du tjekke her.

Ekstra på brondby.com