Duncan fokuseret før debut

08.02.2006 14:13

Med fem mål i tre træningskampe, har Morten Duncan Rasmussen fået en lovende start helt i front for de danske mestre og pokalvindere. Med et fornemt CV fra både AGF og de danske ungdomslandshold, er forventningerne høje til den store angriber, men det afskrækker ham på ingen måde, forud for den forventede debut i morgen mod F.C. København.

- Jeg føler ikke der er et specielt pres på mig. Det tænker jeg faktisk slet ikke over. Jeg fokuserer bare på at jeg skal spille mig på holdet, og at jeg glæder mig til at spille for Brøndby, og selvfølgelig også på Brøndby Stadion. Andet er der faktisk ikke i det. Jeg er i hvert fald ikke nervøs, smiler Duncan overbevisende.

Du har pga. rejseaktivitet og træningslejre kun været til træning i Brøndby et par gange siden skiftet, og har knapt nok haft lejlighed til at træde ind på Brøndby Stadion. Hvordan er dit forhold til din nye hjemmebane, som du formentlig debuterer på i morgen?

- Forventningsfuldt! Brøndby Stadion er Danmarks suverænt fedeste stadion at spille på, også som udehold. Det har jeg prøvet med AGF, og hjemmebanefordelen har jeg haft med U-21 landsholdet, så det bliver helt specielt at løbe ind på banen for første gang - med fansene i ryggen. Det ser jeg meget frem til, slutter Duncan i denne omgang.

Hvis du vil se Duncan i aktion, åbner Brøndby Stadion portene en halvanden time før kick off, dvs. kl. 19:00. Billetinformation finder du her.

Morten Duncan Rasmussen

Morten Duncan Rasmussen interviewes her under dagens pressemøde.