Williams: Det er min lykkebane

11.12.2006 09:14

Da David Williams i første halvleg af søndagens Royal League bragte Brøndby foran 1-0 var det tredje hjemmekamp i træk, at australieren kom på måltavlen.

- Det var dejligt at score igen i dag. Det er fantastisk at optræde her på Brøndby Stadion, der efterhånden er blevet min lykkebane, og så var det dejligt at have Martin Ericsson tilbage fra sin skade, siger Williams, der senest scorede to gange mod Hammarby og også nettede mod Silkeborg i SAS Ligaen.

I de to andre kampe har Daves mål rakt til sejr, men denne gang sluttede det 1-1.

- Det var et fair resultat, for begge hold har chancer, og de gjorde det godt og var fysisk meget stærke. De havde også et par hurtige winger, som jeg godt kunne lide, men de havde svært ved at komme igennem, mener australieren, der blandt andet spillede over for den meget høje centerforsvarer Frode Kippe med en fortid i Williams' favorit klub i England, Liverpool.

- Jeg vidste ikke, at han havde spillet i Liverpool, men det er kun perfekt at spille overfor spillere med stor erfaring, lyder det fra teenageren.

- Det jeg glæder mig mest til nu er at komme hjem til Australien. Jeg tager derover tirsdag morgen og vender tilbage få dage efter nytår. Jeg skal holde ferie og nok også holde lidt grillfest, men jeg har også fået et træningsprogram med på turen, griner Brøndbys nye stjernefrø beroligende.

David Williams

David Williams er allerede en favoritspiller på Brøndby Stadion og en af forklaringerne er sikkert, at det australske stortalent har scoret i de seneste tre hjemmekampe.