Uafgjort i årets sidste kamp

10.12.2006 19:54

Brøndby førte indtil fem minutter før slutfløjtet af den sidste kamp i 2006, men så fik Lillestrøms forsvarsspiller Frode Kippe udlignet med en helflugter til stillingen 1-1 i Royal League-kampen. Dermed sluttede Brøndby året 2006 af med uafgjort.

5546 tilskuere på Brøndby Stadion så Brøndby komme foran ved David Williams på en overtidsscoring i 1. halvleg.

Trods det uafgjorte resultat er Brøndby videre i Royal League. Det stod allerede klart efter torsdagens omvendte opgør i Lillestrøm, en kamp der også sluttede 1-1.

David Williams

David Williams fortsatte målscoringen på Brøndby Stadion da han bragte Brøndby foran.

Ericsson tilbage

Trænerteamet havde atter Martin Ericsson til deres disposition efter en kamp-pause i torsdags pra. rygproblemer. Han gled direkte ind på den offensive midtbane i startopstilling, der også talte Mike Jensen på venstrekanten og Stefan Schmidt på højremidtbanen.

Morten Rasmussen lå endnu engang på den defensive midtbane, mens Martin Spelmann var rykket ned som højreback da Henrik Kildentoft ikke var blevet sin skade fra i torsdags kvit.

Opgøret fik en lidt tung start. Brøndby var i mest boldbesiddelse kampen igennem, 62 % for at være nøjagtig i 1. halvleg, men et kompakt Lillestrøm-mandskab forsvarede sig godt, mens Brøndby ikke fik sat rigtig tempo i spillet.

Der skulle gå mere end en halv time før Brøndby havde den første farlige afslutning på mål. Inden da havde Lillestrøm dog haft en række muligheder og det var også nordmændende der kom tættest på med en stor chance til Riise. Hans frispark fra distancen snød Ankergren i målet og den tog undersiden af overliggeren og indersiden af stolpen, for så at springe i spil igen.

I den anden ende leverede Mike Jensen ti minutter senere et flot modsvar, med et flot venstrebenshug, der bragede ind på overliggeren. Returbolden havnede til sidst hos en fri David Williams, der scorede føringsmålet i 1. halvlegs overtid.

Morten Rasmussen

Morten Rasmussen startede på den centrale midtbane og blev i 2. halvleg rykket ned som højreback.

Rokeringer og sen udligning

Pausen blev brugt på nogle rokeringer på holdet. Morten Rasmussen gik ned som højreback, Stefan Schmidt blev rykket ind centralt, mens Martin Spelmann blev rykket op som højre midtbane.

I store perioder i 2. halvleg sad Brøndby tungt på spillet, med et par lige ved og næsten situationer, hvor Hannes Sigurdsson og David Williams lige manglede det sidste. Også Mike Jensen markerede sig offensivt med gode vendinger, pasninger og langskud.

Mod slutningen af kampen kæmpede Lillestrøm sig tilbage i opgøret og efter en dødboldsituation, fem minutter før slutfløjtet, lykkedes det midterstopperen Frode Kippe at udligne med en helflugter med venstrebenet i målfeltet.

Kampen bød ikke på yderligere scoringer. Dermed blev aftenens kamp en gentagelse af torsdagens i Lillestrøm. Brøndby har nu otte point for fire kampe.

Truppen går nu på vinterferie og returnerer først den 8. januar 2007.