Stor udvikling i tilskuertal

26.08.2006 16:20

Især Brøndbys hjemmekampe mod Silkeborg i SAS Ligaen har gennemgået en stor udvikling gennem årene. Traditionelt er kampene mod Silkeborg ikke de mest sete på den københavnske vestegn, om end det mest sete opgør mellem de to klubber trods alt havde over 19.000 på lægterne. Det var 24. april 2005, hvor 19.089 så holdene spille 0-0.

Første gang Silkeborg besøgte Brøndby Stadion, var i den korte Superligasæson i foråret 1991, hvor Brøndby 19. juni vandt med 2-1. Det så blot 4.771, så man må virkelig sige, at der er sket noget siden da.

Det første tilfælde med mindst 10.000 tilskuere til en Superligakamp mellem Brøndby og Silkeborg var 23. maj 1994, hvor 11.112 havde fundet vej til Brøndby Stadion. Året efter var der 12.288 på Silkeborg Stadion, hvilket den dag i dag stadig er stadionrekord i den midtjyske by.

I alt er 16 kampe mellem de to klubber blevet set af et femcifret antal tilskuere, og 15 af dem er blevet spillet på Brøndby Stadion. Hvis der kommer over 10.000 til søndagens kamp, vil det være 10. gang i træk på Brøndby Stadion - til et opgør mod Silkeborg.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Brøndbyjubel

Mål, flotte angreb og sejre trækker tilskuere til Brøndby Stadion.