Søndagsgaranti for mål

17.08.2006 10:30

De tilskuere, der vælger at møde op til søndagens sene SAS Ligakamp på Brøndby Stadion mellem hjemmeholdet og Viborg FF, kan næsten være stensikre på, at der kommer underholdning i form af mål i kampen. Kun én gang har de to klubber spillet 0-0, og det var 23. september 2001 på Brøndby Stadion.

I gennemsnit er der scoret næsten tre mål pr. kamp, når Brøndby og Viborg har mødt hinanden. Det præcise gennemsnit er 2,94 mål pr. kamp, og rekorden lyder på syv mål. Den stammer dog fra en kamp, som de fleste Brøndby-fans nok ikke ønsker at mindes, nemlig viborgensernes eneste sejr på Brøndby Stadion i SAS Ligaen. 11. september 1998 vandt midtjyderne med 5-2.

Brøndbys største sejr over Viborg nogensinde lyder på 4-0, hvilket klubben har præsteret tre gange, 27. oktober 1995, 11. juni 1997, og 18. august 2002, mens opgøret 17. oktober 1999 endte med en 4-1-sejr til Brøndby.

Viborg har kun den ene gang scoret over to mål i en kamp på Brøndby Stadion, og i alt er det kun blevet til 13 Viborg-mål. Altså fem mål i kampen i 1998, og blot otte Viborg-scoringer i 16 andre opgør på Brøndby Stadion.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Jubel mod Viborg

Brøndby-jubel i en hjemmekamp i SAS Ligaen. Her har Johan Elmander scoret sit første mål for Brøndby i en 1-0 sejr over Viborg i efteråret 2004.