Meulensteen: Udviklingen fortsætter

25.08.2006 08:41

- På sin vis kan man godt sige at jeg er lettet; vi vidste på forhånd hvad vi var oppe imod. Vi vidste at det var et velorganiseret og disciplineret hold, der ville møde os i en massiv defensiv, og derfor kan jeg ikke rose holdet nok for den indsats der blev lagt for dagen. Aftenens opgave stod på hårdt arbejde og en ordentlig bunke tålmodighed, og holdet leverede begge dele.

En 4-0 sejr på hjemmebane i kvalifikationen til UEFA Cup?en vil selvsagt gøre de fleste trænere glade, og det er da også en tilfreds cheftræner der tager mod pressen efter aftenens kamp.

- Første halvleg var ikke prangende, men vi holdt fokus og koncentrationen, og fik rettet de ting vi skulle, og resultatet var en fuldt fortjent sejr. Vi talte i pausen om at vi skulle holde fokus, og samtidig sørge for at få mere gang i sammenspillet, så skulle målene nok komme.

Mike Jensen

Mike Jensen gjorde et flot indhop. Han scorede et mål og lagde senere op til Nicolaj Aggers 4-0 mål.

De fantastiske unge

- Kampen totalt set synes jeg er godkendt, specielt ovenpå den anden halvleg, men det er igen vigtigt for mig at understrege at vi endnu er i gang med at udvikle holdet, og med endnu en sejr og videre avancement, kan jeg ikke være utilfreds. Vi får prøvet et par unge spillere der gør det ikke mindre end fantastisk. Man skal aldrig være bange for at prøve talenter af, det er en af de ting jeg har lært i Manchester, og det vidste sig i al sin tydelighed at bære frugt i dag.

- Jeg havde på fornemmelsen at vi godt kunne komme til at skulle bruge Nikolaj Agger i dag, så jeg havde en snak med ham tidligere i dag på mit kontor. Det var vigtigt for mig at understrege min tillid og mine forventninger til ham.

- Jeg var helt sikker på at Nikolaj kunne levere varen, og det fortalte jeg ham, og man må sige at jeg fik ret. Nikolaj leverede en fantastisk indsats, og gjorde præcis som jeg havde talt med ham om. En bedre debut kan man dårligt forestille sig.

René Meulensteen

Cheftræneren blev nok engang hyldet både før og efter kampen.

Videre

- Det ser ikke så slemt ud med Morten Duncan Rasmussen, fortæller Cheftræneren om den uheldige angriber der måtte udgå med en skade. Det er et slag på knæet ved den gamle skade, men det ser ikke ud til at være alvorligt.

Om næste rundes modstander havde Rene Meulensteen ikke umiddelbart nogle præferencer, på trods af at der er mulighed for at møde engelske storklubber som eks. Tottenham.

- Vi kan både trække et mere eller mindre ukendt østeuropæisk hold, og så kan vi ramme et af de engelske hold der trækker mange tilskuere. Jeg har ikke de store tanker omkring det, vi skal bare være klar, så er det underordnet hvilket hold vi skal møde. Målet er stadig at vi kvalificerer os til gruppespillet, runder Meulensteen af.