Meulensteen: Højere tempo

20.08.2006 22:04

- Alle hold kommer med 20-30% højere energiniveau, når de besøger Brøndby Stadion, og i Viborgs situation, er det klart at det ville være den bedste måde at rejse sig på, ved at tage point her. Derfor ville jeg gerne have, at vi skulle lægge pres på, og bygge op med tempo i spillet, men det forsømmer vi lidt i første halvleg.

- Mod slutningen af halvlegen bliver det bedre, og jeg synes vi spiller en rigtig god anden halvleg. Vi får meget højere tempo i boldomgangen, og havde vi scoret til 2-0 på en af de chancer vi skaber havde vi fået endnu mere flow i spillet.

- Det var tydeligt, at det lettede da vi scorede det andet mål, smiler Meulensteen og ser lidt ud som om dette også gjaldt ham selv.

- Med scoringen til 3-0 får kampen et meget passende resultat, men jeg havde nu gerne set at vi havde lukket den tidligere. Det er ikke vores bedste kamp, men der er mange gode ting at tage med videre.

Flere strenge

Om dagens debutant, havde cheftræneren kun positive ord:

- Han var meget ivrig for at komme i gang, og det kunne man godt se på hans spil i kampens indledende fase. Han var lidt nervøs, men det fik han hurtigt lagt fra sig, og efter pausen var han rigtig god. Oplægget til det andet mål er præcis den Adam Eckersley jeg kender.

- Det er også dejligt at få Lorentzen tilbage. Han har en dejlig venstre fod, men han skal selvfølgelig også finde ind i rytmen. Spelmann gør det igen godt derinde, men jeg synes faktisk der er gode tendenser over det meste af banen.

Peguero

- Desværre ser det ikke godt ud med Peguero. Han er muligvis ude resten af efteråret, og der er ingen tvivl om, at vi skal kigge efter en angriber. Vi har hele tiden arbejdet efter en langsigtet plan med opbygning af truppen, men det her er en ekstraordinær situation, og det vil vi selvfølgelig agere efter, forklarer han.

- Det er muligt vi skal "work a little magic", men selvom det skal gå hurtigt, er der tid nok til at gøre det rigtige, og vi er jo ikke uforberedte på, at der skal hentes en angriber, slår cheftræneren fast.