Meulensteen: Arbejdet skal gøres færdigt

13.08.2006 22:43

- Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds. Lang fra, da. Vi spiller en ganske god første halvleg med kreativitet og en god indsats over hele banen. Det resulterer i en del chancer, som vi desværre ikke kapitaliserer på, og derfor må vi nøjes med at gå til pausen med 1-0, selvom vi burde have ført med 2-3 mål.

Rene Meulensteen kan sagtens finde positive momenter fra dagens opgør, men er ikke glad for resultatet.

- Det er ikke godt nok at brænde en 100% chance, som den Peguero har i første halvleg, og vi skal være meget skarpere i de andre situationer vi skaber. Vi går til pausen med lidt blandede følelser, for vi ved godt, vi har givet dem livline, ved ikke at gøre arbejdet færdigt.

Godt og skidt


- Vi kommer ikke lige så godt ud til anden halvleg, og især ved deres mål ser vi ikke godt ud. Hele opspillet og opdækningen i feltet.. Det var ikke på det niveau vi skal være, men der er flere ting vi kan tage med os alligevel.

- Elanga spiller en rigtig god kamp på en plads, jeg synes virker mere naturlig for ham end back-pladsen. Morten Rasmussen gør det godt og Martin Spelmann er outstanding på midtbanen. Han er uden tvivl vores Man of the Match i dag, og jeg er imponeret over den arbejdsradius han har.

- Det er også dejligt at se Lorentzen komme ind og gøre det så godt. Vi har masser af ting, vi skal arbejde med fra anden halvleg, og det har jeg naturligvis også noteret mig. Det er bare vigtigt at huske på, vi er i en proces, hvor vi skal sikre os, at der er fremgang i det vi foretager os og fokuserer på, og det er der i dag, især i første halvleg.

Vinderformularen

- Vi leder hele tiden efter vinderformularen, og jeg vil tro, at havde Peguero scoret til 2-0, havde vi stået her og talt om, at vi nu har fundet den. Nu ender kampen 1-1, og så er det mit job, at holde fokus på de samme ting, og arbejde videre.

- Man kan vel sige, at vi mister pointene i anden halvleg, men problemet er, at vi ikke vinder kampen i første, runder Rene Meulensteen af.