Lorentzen: Bedre end før skaden

14.08.2006 11:44

- Det er selvfølgelig rart at være tilbage, men det er da  pisseirriterende at det skal ske på den måde. Havde vi vundet i dag, havde jeg nok kunne glæde mig lidt mere over spilletid i SAS Ligaen, men nu smider vi det lidt i anden halvleg, og så kan man ikke være rigtig glad, mener offensiv-talentet Kasper Lorentzen efter godt og vel en halv times spilletid i 1-1 kampen i Randers.

- Jeg føler selv det gik fint. Jeg får at vide jeg skal ind og afslutte, og det får jeg da gjort et par gange, med svingende held. Jeg er dog glad for at mærke, at den fysiske form er der, og måske endda bedre end tidligere.

Den sidste kommentar uddyber teknikeren:

- Jeg har tidligere været lidt for let, at vifte væk, men jeg har brugt skadespausen på at træne fysik, og det kan helt sikkert mærkes. Jeg føler jeg kan mere, og der er kommet nogle muskler på, så de ikke bare kan flytte mig, kommer det med et grin.

- Samtidig har jeg trænet højrebenet en del, så når jeg kommer på toppen spillemæssigt, skulle der gerne blive mulighed for at variere spillet lidt mere, smiler han.

Kasper Lorentzen

Kasper Lorentzen fik comeback i torsdags i Tallinn og i går spillede han så for første gang i SAS Ligaen i 2006.