Howard: Jeg er her for at vinde

01.08.2006 09:27

- Jeg behøvede kun én uges prøvetræning før jeg var sikker på at skifte til Brøndby. De ting René sagde til mig inden jeg tog herover på prøvetræning imponerede og motiverede mig og han havde ret. Det er en rigtig god klub med "excellent facilities". Det skal nok blive godt. For klubben, René og mig selv, fortæller Mark Howard der har ambitionerne i orden.

- Jeg er her for en grund. For at spille og for at vinde titler.

Det 20-årige forsvarstalent har spillet i Manchester United i 10 år og har således oplevet på egen krop hvor god Brøndbys nye cheftræner René Meulensteen er til at udvikle spillere.

- Jeg kender jo René rigtig godt fra Manchester United og jeg har set hvor mange spillere der har udviklet sig under ham. Han er en dygtig træner og hans træning er rigtig god. Han har selvfølgelig haft sin andel i mit skifte til Brøndby.

Inden Howard indledte prøvetræningen i Brøndby IF fredag den 14. juli var han netop returneret efter flere ugers ferie i England. Det var derfor ekstra imponerende, hvor stærkt den unge englænder spillede i testkampen dagen efter mod FC Nürnberg, som afslutning på den store Brøndby Dag.

- Det var sjovt at prøve at spille på Brøndby Stadion. Jeg tror der var omkring 4000 tilskuere og der var en god stemning, så jeg kan forestille mig det er helt vildt når der er fyldt nede bag målet. Alle siger det er fantastisk, så det glæder jeg mig til at opleve, fortæller 5'eren.

På spørgsmålet om hvad man kan forvente af den 20-årige knægt fra England, falder svaret prompte.

- Jeg er en spiller der altid giver mig 110 %. Jeg vil vinde for enhver pris og jeg vil gerne spille med "passion". Jeg vil selvfølgelig erobre en fast plads på holdet og så håber jeg, at jeg kan give noget af min vindermentalitet fra Manchester United videre til klubben og holdet, forklarer Howard der fremhæver sine tacklinger og evner i 1 mod 1 som sine største styrker.

Howard sad på bænken i hele udekampen mod FC Midtjylland i søndags. På lørdag kan han debutere i Brøndby-trøjen i hjemmekampen mod AC Horsens.

Howard

Trods sine blot 20 år imponerer Mark Howard med sin fysik.

Howard

Englænderen er god med bolden og er vant til at være spillende forsvarsspiller fra Manchester United.

Howard

Howard viste i testkampen mod FC Nürnberg at han er god til at læse spillet og time sine tacklinger.

Howard

Howard nåede at få spilletid i testimonials og venskabskampe for Manchester United's 1. hold. Fem til seks gange sad han på bænken uden dog at komme på banen.

Howard

Smilende og positiv. Brøndbys englænder har overtaget nr. 5 efter Dan Anton Johansen.