Femte på stribe med femcifret

05.08.2006 07:14

Der er langt fra nyt, at tilskuertallene på Brøndby Stadion ofte er høje, men i aften kan de blå-gule alligevel præstere noget, de ikke har gjort i næsten en sæson. Hvis der, som der plejer, kommer flere end 10.000 tilskuere til lørdagens opgør mod AC Horsens, vil det være Brøndbys femte SAS Ligakamp i træk - ude og hjemme - med femcifret tilskuertal.

Det har Brøndby ikke præsteret, siden klubrekorden blev sat for lidt over en sæson siden. Med hjemmekampen mod Silkeborg 23. juli 2005 havde Brøndby over 10.000 tilskuere for 12. SAS Ligakamp på stribe!

Tilskuertallene er som regel lidt forsigtige i sæsonens indledning. Alligevel har 27.893 fundet vej til Brøndby Stadion indtil videre i denne sæson, hvilket er det næsthøjeste tilskuertal til de to første kampe på hjemmebane i en sæson.

Sidste sæson var rekorden på Brøndby Stadion 28.298 mod FCK 21. september 2005. Det næsthøjeste tal forekom 12. marts i år, hvor 26.018 så Brøndby slå ærkerivalerne med 3-0. Stadionrekorden lyder på 31.508 - også en kamp mod FCK.

Produceret i samarbejdet med netsuperligaen.dk.

Faxe-tribunen

Tilskuerne på Brøndby Stadion sætter hele tiden nye standarder og rekorder.