Endnu en uafgjort på udebane

13.08.2006 22:25

Brøndby IF spillede her til eftermiddag 1-1 i Randers efter en kamp, hvor udeholdet dominerede de første 45 minutter, men hvor hjemmeholdet kom godt igen. Det burde have blevet til en udesejr, men da holdet forsømte at lukke kampen trods flere chancer i en begivenhedsrig første halvleg, endte det i endnu en remis vest for bæltet.

Træner Rene Meulensteen var tvunget til en noget alternativ opstilling, da både Marcus Lantz og Thomas Rasmussen måtte stå over med skader. Det gav plads til Joseph Elanga på venstrekanten, Asbjørn Sennels fik sæsondebut på venstre back-pladsen, og midteraksen bestod af unge Martin Spelmann, sammen med Kim Daugaard. På højre back spillede Morten Rasmussen hele kampen.

Flot første halvleg

Fra første halvlegs første fløjt satte de gulblusede sig på begivenhederne, og det kom til en del gennembrud på kanten og efterfølgende indlæg. Det meste endte dog uden at blive rigtig farligt, og der skulle en helkikser til af Mark Howard, før kampens første reelle chance opstod. Heldigvis for gæsterne fik en velspillende Ankergren i målet reddet kastanierne ud af ilden, og Brøndby kunne fortsætte presset.

Sammenspillet på højrekanten mellem Mads Jørgensen og Morten Rasmussen fungerede fint, og måde Mads og Morten kom til en hel del indlæg. Der skulle dog en dødbold til, før det i det 13. minut blev rigtig farligt.

Et langt hjørnespark endte på bageste stolpe, hvor Per Nielsen demonstrerede køligt overblik, ved at heade Kim Daugaard fri i den lille boks. Daugaard takkede for chancen ved at bringe Brøndby foran 1-0.

Det var ganske fortjent, og det kunne og burde have blevet til flere mål før pausen. Især Peguero kom til chancer, og ærlig talt burde mindst én af dem have resulteret i scoring. En dygtig målmand og uskarphed i front betød dog, at holdene kunne gå til pausen med stillingen 0-1.

Fortjent udligning

I anden halvleg kom Brøndby aldrig i gang på samme måde, og et par chancer til hjemmeholdet var nok til, at give dem mod på livet. Trods en storspillende Martin Spelmann på midten kom Brøndby ikke frem til meget, og igen var Ankergren redningsmanden, Da det for alvor brændte på.

Randers fik dog løn som fortjent, da Fall i midten af halvlegen kunne bringe balance i regnskabet, og trods et fysisk brøndbypres de sidste 15 minutter, kunne der egentlig ikke indvendes meget mod resultatet. Brøndby burde have lukket kampen de første 45 minutter, men måtte sande, at skarpheden ikke stod mål med spillet, og derfor kom Randers tilbage i en kamp, der til sidst kunne have gået begge veje.