Stimen fortsætter med flot 3-0 sejr

17.04.2006 17:04

Brøndby IF fortsatte her til aften stimen på Brøndby Stadion med sæsonens 14. hjemmesejr ud af 15 mulige i SAS Ligaen. Dermed vandt Brøndby den første af tre kampe mod Esbjerg indenfor 10 dage.

Formstærke Esbjerg fB blev besejret med 3-0 efter en overbevisende Brøndby-indsats, hvor især første halvleg var på et højt niveau trods en meget vanskelig bane. Thomas Rasmussen, Johan Elmander og Johan Absalonsen scorede målene efter fantastiske opspil.

Brøndby på banen

Spillerne blev vanen tro taget godt imod på et velbesøgt Brøndby Stadion.

Frækt forsvarsspil

Johan Elmander var tilbage efter udstået karantæne, og han gik direkte ind på holdet i stedet for Jonas Kamper. I forsvaret var der genvalg til U-20 talentet Morten Rasmussen, der fik fuld spilletid mod AGF i torsdags, mens Dan Anton Johansen sad på bænken.

Morten Rasmussen spillede endnu engang bundsolidt og i takt med at kampen skred frem, blev selvtilliden stadig større. Rasmussen spillede sikkert, men med en selvtillid og frækhed som få i hans alder. Han og Trond Andersen havde godt styr på Esbjerg-topscorer Berglund, lige med undtagelse af en enkelt friløber i starten af kampen. Den havde Zaza dog godt styr på og Zaza reddede de få afslutninger Esbjerg bragte.

Martin Retov

Igen bar Martin Retov anførerbindet i Per Nielsens fravær.

Sprudlende offensiv

Det havde regnet voldsomt i timen op til kampen og det fortsatte da opgøret blev sparket i gang. Det satte sit tydelige præg på kampen, og banen. Det til trods formåede Brøndby at få rigtig godt gang i pasningsspillet, primært i første halvleg.

Esbjerg fik kampens første chance, da Berglund som tidligere nævnt blev spillet i dybden, men det var Brøndby der kom først på måltavlen - og det var endda en perle af et mål. Ericsson tog bolden ned med brystet, spillede Kim Christensen der, inde i feltet, lagde den videre i dybden med hælen. Thomas Rasmussen slap fri på kanten af offside og lagde den flot i mål.

Netop Thomas Rasmussen var oplægger til 2-0 scoringen. Elmander blev spillet i fødderne på et hurtigt taget frispark. Svenskeren trak på tværs af banen, spillede Rasmussen og fortsatte sit løb i dybden. Han fik bolden perfekt i medløb og fik lagt bolden over i det lange hjørne med venstrebenet.

Kim Christensen, der igen i dag spillede veloplagt helt i front, måtte lade sig skifte ud efter en halv times spil. Han var lidt for ivrig i en glidende tackling og fik et vrid i det ene knæ. Johan Absalonsen kom ind i stedet og lige inden pausen, scorede han til 3-0. Denne gang var det to gange Martin, Retov og Ericsson, der skabte målet. Absalonsen fik den i fri position i feltet og med et tørt skud strøg bolden i mål ved nærmeste stolpe.

Johan Absalonsen

Indskiftede Johan Absalonsen har tidligere været Brøndbys mest målfarlige spiller målt på spilletid. I går kom talentet endnu engang på måltavlen.

Kontrol

2. halvleg blev mindre seværdig og underholdende. Brøndby var i den grad kontrollerende med sikkert forsvarsspil og hårdt arbejde på midtbanen. Esbjerg kom ikke frem til det store, mens en sygdomsplaget Johan Elmander forlod banen efter 70 minutters spil. Elmander spillede en stor kamp og er nu oppe på 11 mål i SAS Ligaen.

3-0 sejren var aldrig i fare og de regerende danske mestre og pokalvindere er nu indehaver af den "bedste hjemmebanestatistik nogensinde". 2. pladsen og europæisk fodbold i næste sæson er nu også sikret.

Næste opgave er allerede torsdag i Esbjerg i pokalsemifinalen.

Efter kampen

Spillerne var godt trætte efter kampen på den tunge bane.

Kampen