Morten: Det højner niveauet

18.04.2006 09:18

For anden kamp i træk var der fuld spilletid til forsvarstalentet Morten Rasmussen og for anden kamp i træk leverede U-20 spilleren en overbevisende indsats. 21-årige Rasmussen viste sig endnu engang som en solid, stærk og kompromisløs midterstopper.

- Det er klart en omvæltning at spille SAS Liga i forhold til anden division, men jeg kan ikke sætte fingeren på præcis hvad det er. Tempo og intensitet, men der er også forskel på kampene i ligaen.

- Kampen i dag var klart hårdere end den i Århus. Der blev virkelig gået til den, men jeg synes jeg falder godt ind i spillet, og samarbejdet med Trond er rigtig godt. Man kan godt være lidt overrasket over, at det er gået SÅ godt, for det er et helt andet niveau.

Og som kampen skred frem blev selvtilliden større og større for Rasmussen, der endda var tæt på at blive noteret for en assist, da han med et flot løb op i banen fandt navnebroderen Rasmussen, Thomas, der dog måtte se Esbjerg-keeperen redde afslutningen med hovedet.

- Jo flere af den slags kampe jeg spiller, desto bedre for mig. Det højner niveauet at være med her, og alt omkring kampene er mere intenst. Man mærker det ikke så meget under selve kampen, men op til kick-off suger man indtrykkene til sig. Og det er da fedt at gå på banen foran 20.000 larmende tilskuere, smiler den unge forsvarsspiller.

- Jeg træner i øjeblikket med A-truppen på fuld tid, og det giver en hel masse. Jeg læser jura ved siden af, så det er godt der er ferie lige nu, så er der tid til det hele. Jeg ved jo godt, at Per går ind på holdet så snart han er klar, men jeg udnytter den tid jeg får på banen og til træning, og gør det bedste jeg kan i den tid jeg får.

- Om jeg skal spille torsdag aner jeg ikke, men jeg er meget glad for de to første hele kampe. Så kommer resten hen ad vejen, afslutter Morten Rasmussen med overbevisning i stemmen.

Morten Rasmussen

Morten Rasmussen vandt mange hovedstødsdueller. Her hopper han højt på en Brøndby-dødbold.

Dødbold

Trond Andersen, Martin Retov og Morten Rasmussen står klar på et Brøndby-hjørnespark.