Laudrup: Intensitet og få chancer

30.04.2006 21:19

- Det var en utrolig intens kamp, og overordnet set var resultatet fair nok. En typisk FCK-Brøndby-kamp, der dog bar præg af vigtigheden, mener Michael Laudrup.

- Selvfølgelig er det ærgerligt vi ikke har lidt held i den sidste periode, hvor vi kommer godt igennem nogle gange på højrekanten, men de har også deres muligheder.

- Første halvleg var præget af en masse fight midt på banen, og ikke så meget god fodbold. I anden halvleg var der bedre spil, og med trætheden kom chancerne også. Jeg synes indsatsen er god, men er ærgerlig over kun at få uafjort i en kamp vi skulle vinde.

Kanten var nøglen

- Vi overvejede selvfølgelig at smide Per Nielsen på toppen til sidst, men at spille høje bolde mod FCKs forsvar er ikke optimalt. Derfor fortsætter vi med presset over kanterne, og de dybe løb. Det er bl.a. derfor vi sætter Kildentoft ind, og det giver også nogle gennembrud.

- Elmander og Ericsson skifter lidt undervejs. Duncan får et slag over knæet og vi må tage ham ud. Det giver plads til Absalonsen, der er god i de direkte løb.

- Det giver desværre ikke de helt åbne chancer, men det er jo også FCKs fortjeneste, konstaterer cheftræneren.

Den matematik..

På spørgsmålet om, hvorvidt mesterskabet nu er afgjort svarer Laudrup:

- Det er da hårde odds, men så længe der er en matematisk chance spiller vi om det. Vi skal først og fremmest vinde vores kampe, og så skal de tabe to af 3.

- Det er i hvert fald for tidligt at ønske nogen tillykke, runder Laudrup af.