Kan sørge for sjette sæsonrekord

22.04.2006 11:23

Hvis ellers billedet gentager sig fra senest, Brøndby var på SAS Arena, er der store muligheder for, at de blå-gule kan være med til at sætte sæsonrekord på det moderne stadion i Herning.

Brøndby er klubben, der oftest trækker rekordstore tilskuertal, når holdet er det gæstende mandskab i SAS Ligaen. Inden søndagens kamp har Brøndby IF været med til at sætte fem sæsonrekorder, og yderligere to er i sigte.

30. april er der meldt udsolgt i Parken, hvilket vil sige over 40.000 tilskuere til "DM-finalen" mod FCK. Endnu har FC Midtjylland ikke haft femcifret tilskuertal i denne sæson. Rekorden er 9.605 fra Skærtorsdags kamp mod FCK. Senest, Brøndby var i Herning, så 11.719 på.

Brøndbys fem sæsonrekorder på udebane er sat med 12.648 tilskuere i Odense, 9.865 i Esbjerg, 8.585 i Viborg, 8.302 i Haderslev og 6.959 i Horsens. Også F.C. København har skabt sæsonrekord fem gange på udebane i denne sæson. Kun i Århus og Parken har udeholdet været et tredje mandskab, da der blev sat sæsonrekord.

I Århus var Silkeborg IF gæster, da 10.456 så AGF vinde 2-0 i november. Og i Parken var Viborg på besøg, da 25.015 overværede FCK vinde 3-1 i december. Men sidstnævnte rekord bliver jo slået af netop Brøndby 30. april.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Johan Elmander

Johan Elmander hopper højt i en hjemmekamp mod FC Midtjylland.