Endelig sejr i Jylland

13.04.2006 19:18

På mål af Martin Ericsson i det 23. minut sikrede Brøndby IF sig i dag årets første SAS Liga-sejr på udebane i Jylland, og de regerende Danmarksmestre fastholder dermed presset på rækkens nummer 1.

Det skades- og karantæneplagede Brøndbyhold, der bl.a. måtte undvære anfører Per Nielsen, Henrik Kildentoft, Johan Elmander og Morten Duncan Rasmussen, satte AGF under pres fra dommer Knud Stadsgaards første fløjt og gav dermed AGF'erne store vanskeligheder med at få bolden op væk fra egen banehalvdel.

Alligevel var det ikke de store chancer som de blå-gule gæster fik skabt, og det gav stille og roligt hjemmeholdet blod på tanden. Og reelt var det således Peter Foldgast som fik kampens første åbne chance, men Karim Zaza havde læst den tidligere Brøndbyangribers skud og kom godt ned til bolden.

Marcus Lantz

Marcus Lantz spillede endnu engang en rigtig god kamp som Brøndbys bagerste centrale midtbanespiller.

Endelig mål

I det 23. minut headede Kim Christensen et indlæg, som kom fra egen banehalvdel, ned til Martin Ericsson, der fri foran mål sparkede bolden mellem benene på AGF-keeper Steffen Rasmussen, og forårets første udebane mål var dermed en realitet. Kort efter kunne det let være blevet til 2-0 da Martin Retov fra kanten af feltet sparkede fladt, men forbi målet -igen på oplæg fra Kim Christensen.

Også Morten Rasmussen, som spillede sin blot anden kamp for Brøndby IF, var tæt på at bringe sit hold foran, men Thomas Rasmussens hjørnespark dumpede tilfældigt ned foran ham uden chance for at reagere på indlægget. Rasmussen fik fuld tid i midterforsvaret og forsvarstalentet gjorde det glimrende.

En anden af Brøndbys egne talenter, 87'eren Martin Spelmann kom i øvrigt på banen i 2. halvleg og fordoblede dermed sit kampantal for Brøndby IF. Spelmann lå primært på højrekanten, men kom trods god fight ikke rigtig med i spillet.

Trond Andersen

Trond Andersen truer AGF-keeper Steffen Rasmussen i luftrummet.

Fortsat med

AGF indledte 2. halvleg bedst, men trods større boldbesiddelse og et Brøndbyhold som havde trukket sig lidt længere tilbage på banen, ville tingene ikke rigtigt lykkes for århusianerne. Og efter 56 minutter kunne Jonas Kamper have trukket spændingen helt ud af kampen. Først ramte fløjspilleren stolpen på Ericssons fine indlæg, og dernæst sendte han riposten langt over mål.

I det 68. minut gik der et sus gennem tilskuerrækkerne. Karim Zaza farer ud af sit felt og forsøger at bokse bolden væk med overkroppen. Han ryger over Peter Foldgast og lander direkte ned på nakken. Målet er dermed tomt, men forsvaret forhindrer en AGF-scoring, mens keeperen er i græsset. Efter nogle minutters behandling kommer Zaza dog tilbage på benene og står kampen ud.

Kampen blev aldrig nogen spillemæssigt oplevelse, men efter efter at være gået mål-løs fra banen i forårets første udebaneopgør, var det resultatmæssigt en opmuntring for de skades- og reservedeplagede mestre der fik tre værdifulde point inden Esbjerg-hjemmekampen 2. påskedag.

Morten Rasmussen

Morten Rasmussen var naturligvis glad efter sin første hele kamp i Brøndby-trøjen.

 Kampen

  • SAS Liga: AGF - Brøndby IF