Banen gøres klar til pokalbraget

18.04.2006 15:22

I den kommende uges tid vil der blive arbejdet intensivt på at få græstæppet på Brøndby Stadion i kampklar stand til næste hjemmekamp. Esbjerg gæster næste torsdag Brøndby Stadion i det andet og altafgørende semifinaleopgør i DBU's landspokalturnering.

Det har været på tale at skifte hele græstæppet på Brøndby Stadion allerede i denne uge, så det skulle være klart til kampen mod Esbjerg, men vejrudsigten for den kommende weekend lover store nedbørsmængder. En udskiftning af græstæppet vil derfor være for stor en risiko at løbe, da et evt. nyt græstæppe ikke ville kunne nå at "sætte sig" inden kampen, hvis der som ventet kommer regn.

Banen i går

Det var en hård omgang for banen i går, da Johan Elmander og co. besejrede Esbjerg 3-0 i en kamp hvor regnen væltede ned i store perioder. Den kommende uge bliver der arbejdet hårdt på at få banen gjort klar til pokalbraget mod Esbjerg næste torsdag.

I stedet bliver der i morgen tidlig taget hul på et omfattende renoveringsarbejde af det nuværende græstæppe. Helt konkret bliver der lavet 125 huller ned i græsset pr. kvm. De 125 rør fjerner jord ca. 10 centimeter nede i plænen og det vil så blive erstattet af sand.

Efter planen når banen at komme i samme stand som før regnen brød løs op til kick off, og under Esbjerg-kampen i går. Her kunne banen, der var tromlet af flere omgange før kampen for at få den jævn, dog ikke tage imod de voldsomme mængder vand der kom på kort tid.

Med det nye tiltag får banen mere luft og den skulle dermed blive bedre til at klare store mængder vand i resten af sæsonen. Banen forventes dog at skulle udskiftes når sæsonen er slut. Du kan følge renovations-arbejdet med banen her på brondby.com.