Skoubo: Vi skal jagte det ene mål

28.09.2005 12:14

Brøndbys topscorer, Morten Skoubo, er sprængfyldt med selvtillid inden torsdagens vigtige UEFA Cup-kamp mod FC Zürich. Efter 2-0 sejren på Brøndby Stadion for 14 dage siden, står Brøndby med gode kort på hånden, mener Skoubo der forventer at Brøndby kvalificerer sig til gruppespillet i UEFA Cuppen.

- Vi kan ikke ønske os et bedre udgangspunkt. Vi kan se vi har fået en del spillere tilbage og det hele kører godt. Både spillemæssigt, målmæssigt og forsvarsmæssigt, indleder Morten Skoubo i et media-interview med brondby.com.

I det første indbyrdes opgør var Brøndby altdominerende, og det var derfor fortjent at netop Morten Skoubo kunne heade Brøndby foran 1-0. Dan Anton Johansen øgede til slutresultatet mod en modstander, der ikke viste sig fra den bedste side den aften. I den hjemlige liga nyder FC Zürich ellers stor succes, især på hjemmebane.

- Jeg synes det er et godt hold. Teknisk spiller de rigtig godt. Det er et velfungerende hold og jeg tror vi nok skal få vores problemer dernede, siger han og tilføjer.

- Der er ingen grund til at undervurdere dem. I den første kamp viste de også i perioder at de også kunne være med. Vi har en 2-0 føring og vi skal ned og jagte det ene mål, for så skal de score fire, og det tror jeg ikke de kan, mener Skoubo og givet et bud på kampens resultat.

- Jeg tror vi vinder 1-0. Hvem der scorer?

- Det er såmænd lige meget. Så længe vi går videre er jeg ligeglad med hvem der scorer, slutter han med et smil.

Hør hele interviewet med Morten Skoubo her.

Morten Skoubo jubler over en af de to scoringer i Odense

Topscorer Skoubo glæder sig til UEFA Cup-braget mod FC Zürich, en kamp der skal sikre Brøndby videre avancement til gruppespillet.