Sejr i fynsk fest

24.09.2005 22:54

Baseret på tidligere opgør mellem OB og Brøndby IF, var der garanteret mål, intensitet og underholdning i aftenens kamp, og det kom til at holde stil.

Med en drømmestart og en flot scoring af topscorer Morten Skoubo, fik udeholdet det bedst tænkelige udgangspunkt for afviklingen af kampen. På flotteste vis, opsnappede angriberen bolden på midtbanen, og på egen hånd løb han gennem OB?s forsvar, og scorede sikkert, uden chance for Arek Onyszko i OB målet.

Kun 4 minutter senere slap en forrygende Skoubo igen igennem OB forsvaret efter en flot frispilning af Mads Jørgensen, men hans lob over Onyszko var overplaceret, og løb ud til målspark.

Flot fynsk fuldtræffer

Kim Daugaard var på banen i stedet for Marcus Lantz, der stod over med karantæne, og han gjorde en rigtig god figur. Han og resten af holdet kunne dog kun kigge på da OB?s Esben Hansen i det 16. minut sendte et drømmehug af sted 10-12 meter udenfor Brøndby?s straffesparksfelt. Uden chance for Casper Ankergren strøg bolden op i det ene målhjørne, og dermed scorede den unge spiller et af de mål, der ganske sikkert kommer til at kandidadere til efterårets i SAS Ligaen.

Kun et par minutter efter var Kim Daugaard på spil i den anden ende, hvor han driblede sig igennem et meget passivt OB forsvar. Hans skud blev dog pareret flot af Onyszko i OB målet. Onyszko stod som altid mod Brøndby IF en god kamp, men kunne ikke stille noget op da Morten Skoubo igen tog fat i taktstokken. Efter en flot stikning fra Mads Jørgensen tog Skoubo den direkte vej, og scorede sikkert til stor jubel for de mange fremmødte Brøndby supportere.

Brøndby IF var meget aggressive og spilstyrende i det meste af første halvleg, hvorimod hjemmeholdet virkede meget rådvilde, og lavede en del fejlafleveringer pga. presset fra de blå-gule. Dette gav naturligvis gode chancer til Brøndby, og både Elmander og Thomas Rasmussen var tæt på.

Der skulle dog ikke gå mere end en halv time, før anstrengelserne igen bar frugt; en nedfaldsbold efter et Brøndby hjørne havnede hos Johan Elmander, der kanonerede bolden forbi venner og fjender og i mål. Brøndby IF kunne herefter gå til pause foran 3-1 i en halvleg hvor hjemmeholdet ikke havde haft meget at byde på.

Tilbagetrækning og sikring

De stribede fynboer kom ud til anden halvleg med en helt anden gejst og vilje. Med en tomålsføring valgte Brøndby IF at lade OB?erne komme længere frem på banen, for derefter at lukrere på de kontrachancer der uundgåeligt ville opstå. Presset mod Brøndby målet blev på flotteste vis afværget når OB?s angribere nåede ind omkring Per Nielsen og Trond Andersen, og der skulle en tilfældighed til, før OB blev rigtigt farlige, men da det brændte på var Dan Anton Johansen på pletten og redede på stregen.

OB?s spil var i store dele af anden halvleg meget mere sikkert og aggressivt end i første, og det fynske hold fik da også produceret et par gode chancer. Brøndby derimod koncentrerede sig mest om at forsvare, men Johan Elmander var som altid farlig og var meget tæt på at lukke kampen efter en times spil.

Brøndby IF red stormen af, og anden halvleg forløb uden scoringer; Brøndby IF kunne dermed hente en vigtig 3-1 sejr med hjem, inden turen går til Schweiz og returkampen torsdag mod FC Zürich i UEFA Cup?en.