Retov: Arbejde og tempo

25.09.2005 16:42

- Vi vinder en svær udekamp og spiller godt. Det er 4. kamp på 9 dage, og vi ser godt ud i øjeblikket. Mentalt er vi rigtig stærke, og når vi kan stille i noget der ligner stærkeste opstilling, er vi meget svære at slå.

Martin Retov leverede endnu en stærk indsats på midtbanen, og forklarer den resultat- og spillemæssige succes:

- Vi står godt på banen, men det er jo ikke nok. I øjeblikket spiller vi bolden rundt med god fart, og er forberedt på næste aflevering hele tiden. Vi skaber chancerne ved tempospil, og så sparker vi dem altså ind. Det sidste er nok så vigtigt, kommer det med et glimt i øjet.

- Jeg føler vi er stærke lige nu, og vi skal nok skabe chancerne i Zürich. I bund og grund handler det simpelthen om at arbejde stenhårdt i alle kæder, og eksekvere i alle spillets faser. Jeg tror vi kan score et mål dernede, og så må vi tage den derfra, runder midtbaneslideren af.

Kim Daugaard

- Jeg går lidt død til sidst, men ellers er jeg da meget godt tilfreds, konstaterer midtbane-maskinen efter udesejren over OB.

- Pasningsspillet kører fint, og efter den start vi får går vi hårdt ind i kampen. Vi scorer målene og skaber chancer til et par stykker mere, så resultatet kan der vist ikke pilles for meget ved.

- Vi ved vi kan slå alle, også på udebane, men det kræver at vi spiller op til vores bedste. Det har vi ikke gjort hver gang, men vi gør det i dag, og sådan skal det fortsætte. Der er mange kampe dette efterår, men vi føler vi er inde i en god stime lige nu, så kom bare med dem.

Spillerne takker for opbakningen

Brøndbyspiller takker for opbakningen efter den flotte 3-1 sejr på udebane over OB.