Kursen sat mod Zürich

28.09.2005 09:41

Efter dagens træning på hjemlig grund, sætter Brøndbytruppen kursen mod Kastrup Lufthavns Terminal 2. Kl. 14:45 letter maskinen SK603 med kurs mod Zürich i Schweiz. Forude venter en flyvetur på knap 2 timer, inden de danske mestre og pokalvindere atter får fast grund under fødderne.

Ca. Kl. 18:30 er der afsluttende og let træning på Stadion Letzigrund. Og i morgen gælder det så den vigtige UEFA Cup-kamp mod FC Zürich. Den samlede vinder kvalificerer sig til gruppespillet i UEFA Cuppen.

Brøndby rejser til Schweiz med det bedste udgangspunkt, efter de danske mestre og pokalvindere vandt det første opgør på Brøndby Stadion med 2-0, på mål af Morten Skoubo og Dan Anton Johansen.

Ca. 300 danske fans har sikret sig billet til kampen på Brøndby IF's tilskuerafsnit, og er dermed klar til at give vokal opbakning til Per Nielsen og co. UEFA Cup-braget spilles kl. 20:15 og vises direkte på TV2 Zulu.

Det schweiziske luftrum lukker kl. 22:30, hvorfor Brøndbytruppen først returnerer til Danmark fredag over middag. Herefter står den på træning i Brøndby.

Morten Skoubo jubler efter scoringen til 1-0 mod FC Zürich

Morten Skoubo sparkede Brøndby i gang i det første opgør mod FC Zürich, en kamp de danske mestre og pokalvindere vandt 2-0 på Brøndby Stadion.