Laudrup: Fair

26.10.2005 23:37

- Man kan vel sige det var et fair resultat, men jeg er ikke tilfreds med spillet. Jeg kan kun tale for mit eget holds vedkommende, men jeg synes ikke det var en god kamp, og det samme gælder indstillingen.

Michael Laudrup har ikke mange kommentarer til dagens nul-løsning i Esbjerg:

- Vi møder et tændt esbjerghold, der kæmper for alle bolde, og vi spiller ikke selv op til hvad vi kan. Ingen af holdene formår for alvor at tilspille sig et overtag, og det bliver meget tilfældigt i begge ender.

- Der er lidt spredte chancer til begge sider, men ikke noget der for alvor truer de to målmænd.

På spørgsmålet om hvorvidt weekendens resultater bekymrer, afviser cheftræneren blankt.

- Der er spillet 15 kampe, og der er 18 runder igen. I dag får vi uafgjort på en svær udebane, og selvom spillet lader en del tilbage at ønske, er det resultatmæssigt acceptabelt.

- Hvad der sker i de andre kampe, er ikke noget vi går og kigger på endnu - der er langt hjem, forklarer Laudrup.

Michael Laudrup på bænken i Esbjerg Idrætspark

Michael Laudrup var tilfreds med det ene point, men ikke med spillet i 0-0 kampen mod Esbjerg.