God statistik i ryggen

26.10.2005 11:40

Brøndby IF går ind til onsdagens SAS Ligakamp mod Esbjerg med en god statistik mod vestjyderne som ballast. Faktisk har de blå-gule kun én gang måtte forlade banen med et nederlag mod Esbjerg de seneste fem sæsoner, nemlig da det gik helt galt på Brøndby Stadion 14. marts 2004, og EfB'erne vandt med 6-1.

Derudover siger statistikken alt: Syv Brøndby-sejre og fem uafgjorte. Siden den famøse kamp for halvandet år siden er det blevet til tre uafgjorte i træk og sejr de seneste to kampe - også i seneste opgør i juli, hvor mestrene vandt med 3-2.

Kigger man udelukkende på kampe spillet i Esbjerg Idrætspark, er Brøndbys statistik heller ikke til at tage fejl af. Seneste nederlag kom 7. maj 2000, hvor esbjergenserne løb med en 2-0-sejr.

De syv efterfølgende kampe mellem de to hold i det vestjyske er endt med fire Brøndby-gevinster og tre gange remis. Målscoren er også ret så meget på Brøndbys side. Den lyder på 16-5 i blå-gul favør - især takket være klubbens største sejr nogensinde i Vestjylland; 7-0-sejren 26. august 2001.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Brøndbyjubel efter Mads Jørgenens flotte mål

For anden gang i sæsonen skal Brøndby til Esbjerg. Her vandt Brøndby senest 3-2, bla. på et flot mål af Mads Jørgensen.