Flot pligtsejr

02.10.2005 20:58

En ond stime med skuffende resultater efter europæiske kampe, blev brudt på fornem vis, da de danske mestre og pokalvindere her til aften knuste AC Horsens 4-1 på Brøndby Stadion. Johan Elmander blev dobbelt målscorer i et totalt Brøndby-domineret opgør.

Kim Daugaard scorede på en bragende flot helflugter og Thomas Hansen viste stort mod ved hans scoring til 3-1. Anfører Per Nielsen var uheldig at score i eget net efter en tilfældighed. Det var i øvrigt en af få gange Horsens var på besøg foran Ankergrens mål.

Johan Elmander efter scoringen til 1-0

Johan Elmander sparkede Brøndby-festen i gang, da han sikkert udplacerede Søren Jochumsen i Horsens-målet.

Klasseforskel

På forhånd var kravet en sejr over hårdtarbejde, men også meget defensivt indstillede AC Horsens. I sæsonens første indbyrdes møde blev det 0-0 i Horsens, og det var ærligt talt ikke helt til at forstå når man iagtog aftenens kamp. Der var tale om klar niveauforskel i spillet på banen, hvor Brøndbyspillerne længe spillede, driblede og scorede efter behag.

Johan Elmander bragte de blå-gule foran på en friløber, efter Kasper Lorentzen blokerede en Horsens aflevering. Midtvejs i halvlegen bankede Kim Daugaard Brøndby på 2-0, med et flot flugter-mål efter et hjørnespark. Det var i øvrigt Daugaard første mål i SAS Ligaen i denne sæson.

Per Nielsen ved det godt. Brøndby IF har vundet det danske mesterskab 10 gange

Midterforsvaret Nielsen og Hansen klarede opgaverne fint.

Indtil da var det ikke meget man havde set til Horsens, i hvert fald offensivt set. I Besart Berisha har oprykkerne dog en kvalitetsspiller, der ramte et pænt niveau i dag. Han var flere gange dygtig i driblingerne og det voldte Brøndbyforsvaret, denne gang uden Trond Andersen, besvær.

Og det var også efter en Berisha-solotur at Horsens fik reduceret til 2-1 Berisha blev fældet ude i siden. Frisparket blev slået mod bagerste stolpe, hvor Rasmus Marvist fik headet på tværs. Bolden ramte Per Nielsen og hoppede derefter i det tomme net bag Casper Ankergren.

Men det kunne på ingen måde true Brøndbyspillerne. Godt fem minutter senere var det nemlig Thomas Hansen der var først på riposten, efter udfordrende Thomas Rasmussen havde headet på undersiden af overliggeren. Pauseføringen på 3-1 kunne såmænd have været meget større. Johan Elmander havde to meget store muligheder, mens også Kasper Lorentzen var tæt på med en kontrolleret hæl-afslutning.

Martin Retov modtager behandling

Martin Retov måtte lade sig udskifte midtvejs i 1. halvleg og blev erstattet af Marcus Lantz.

I egne rækker

Tempoet og niveauet faldt en del i 2. halvleg. Brøndby havde ingen intentioner om at brænde alt for meget krudt af. Horsens derimod bød ikke på meget offensivt, men Brøndbys presspil fungerede nu også godt.

Johan Elmander tog sagen i egen hånd og efter en meget flot soloaktion, kunne den store svenske angriber hamre bolden i kassen til 4-1. Herefter lod Brøndby bolden gøre arbejdet og det var ikke meget der blev skabt den sidste halve time.

Sådan! Johan Elmander brager på egen hånd bolden i kassen til 4-1

Elmanders fantastiske mål til 4-1 var kampens højdepunkt.

Med et kvarter igen blev målscorer Thomas Hansen skiftet ud til fordel for U-trup talentet Morten Rasmussen. Han fik dermed sin debut i Brøndbytrøjen, og den ellers så fair-spillende forsvarer nåede ikke engang at være på banen i et minut, førend dommeren gav ham gult kort efter en nærkamp med Abdul Sule. Umiddelbar bedømt en hård advarsel til Rasmussen, der ellers gjorde det fornuftigt i midterforsvaret.

Sejren var ikke ét mål for stor, og hvis ikke holdet havde slået den på autopilot den sidste halve time, kunne der såmænd godt have været tale om tenniscifre. Sådan blev det ikke, men tilbage står at de danske mestre og pokalvindere fik en fortjent pligtsejr foran 15.058 tilskuere.

Med sejren hentede Brøndby IF to point i topstriden i runden, hvor de øvrige opgør sluttede uafgjort. Forude venter landskampspause, inden turen går til SønderjyskE om to uger.

Morten Rasmussen debuterede med sejr

Forsvarstalentet Morten Rasmussen fik en fin debut da han blev skiftet ind med et kvarter igen.

Kampen