Brøndby udvikler flest talenter

07.10.2005 09:22

Thomas Kahlenberg er blot den seneste, mens bl.a. Peter Madsen og Ebbe Sand kom før ham. Brøndby IF har i mange år været kendt både i Danmark og udlandet for det fantastiske talentarbejde, der har sat sit store præg på klubben i en lang årrække. Kahlenberg, Madsen og Sand, for blot at nævne tre, hørte til blandt klubbens største talenter og spiller nu i nogle af Europas store ligaer.

Rækken af spillere fra ungdomsafdelingen, der siden hen har markeret sig for Danmarks mest succesrige klub i nyere tid, er uoverskuelig lang. I den nuværende A-trup er 10 af spillerne således udviklet i talentafdelingen og endnu flere er på vej.

Lige niveauet under

Derudover har Brøndbys 10-dobbelte mestre udviklet en lang række talenter, der af forskellige årsager ikke slog igennem på 1. holdet. De spiller i dag i lavere rangerende klubber i Danmark, mens enkelte slår deres folder i Europa.

- Det er fint at se og udtryk for, at vi er en stor klub som har satset på talentudvikling. Har vi otte talenter i en årgang, ved vi at der ikke er plads til alle, og for os er det rart at se, at de kommer andre steder hen at spille, måske på et niveau der passer dem bedre. Vores primære mål er at udvikle spillere til vores eget 1. hold, men det er dejligt at se at nogle spiller andre steder, fortæller talentchef Kim Vilfort til Tipsbladet.

- Det er tegn på, at spillerne får en god uddannelse i Brøndby, både de som har spillet junior og ynglinge eller været i A-truppen, siger den tidligere Brøndbyspiller Morten Wieghorst, der i dag er assistenttræner i FC Nordsjælland.

Brøndby IF har, i samarbejde med Tipsbladet, udarbejdet en liste over alle de spillere med fortid i Brøndby, der nu er aktive i Danmarks tre bedste rækker eller udlandet. Hele listen, der tæller langt over 70 spillere, kan læses i fredags-udgaven af Tipsbladet.

Thomas Kahlenberg, et produkt af Brøndbys talentudvikling

Thomas Kahlenberg er det seneste eksempel på et talent der slog igennem for Brøndby, kom på landsholdet for derefter at blive solgt til en stor europæisk klub.