Brøndby topper fair play

25.10.2005 10:34

Brøndby IF hører til blandt SAS Ligaens mest fair spillende hold, og kun én Brøndby-spiller kan blive ramt af karantæne ved gult kort i onsdagens kamp mod Esbjerg. Før opgøret har forsvarsspilleren Dan Anton Johansen 12 strafpoint, og dermed vil han ryge i straffeboksen, hvis han løber ind i en advarsel mod Esbjerg.

Hjemmeholdet har derimod en del spillere, der skal vogte sig for dommerens ostemadder. Anders Møller Christensen og Kolja Afriyie er begge på 12 point, ligesom Jan Kristiansen og Njogu Demba-Nyrén begge har ni point og en karantæne ved seks nye strafpoint hængende over hovedet.

Både Brøndby og Esbjerg ligger i den pænere ende i kortklubben i denne sæson. Brøndby har næst færrest strafpoint med 75 indtil videre og samtidig har klubben til gode at blive præsenteret for et rødt kort. Esbjerg har én gang måttet tage imod en udvisning, ligesom det er blevet til 17 advarsler.

På DBU's Fair Play-liste er begge hold også godt med. Brøndby er nummer 1. Esbjerg er på tredjepladsen.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Dan Anton Johansen efter 4-1 sejren over AC Horsens på Brøndby Stadion

Dan Anton Johansen, der her takker for støtten efter 4-1 sejren over AC Horsens, er eneste Brøndbyspiller i karantænefare.