![](https://cde-bif-cms-prod.azureedge.net/media/0cik4a5r/biffile_cdybd7f2i1kxka20f1qn_34661.gif?width=2560)
Brøndby klar til 17. kvartfinale
20.10.2005 11:02
Med sejren på 2-1 over SAS Ligakollegerne fra Silkeborg slog Brøndby IF sig onsdag aften videre til landspokalturneringens kvartfinale for 17. gang i klubbens historie. Første gang klubben præsterede det, var i sæsonen 1985/1986, hvor det dog blev til et 0-2 nederlag til KB i netop kvartfinalen.
Onsdagens pokalkamp var de blå-gules 96. gennem tiden, og det har resulteret i 63 sejre, seks uafgjorte og 27 nederlag. Brøndby har ikke misset kvartfinalen siden 2001/2002, hvor det blev til et 2-4-nederlag til de senere pokalmestre fra OB.
Med onsdagens sejr holder Brøndby IF rent bord mod netop Silkeborgs tropper, idet kampen var det i alt fjerde pokalmøde med midtjyderne gennem tiden. Brøndby har indtil videre vundet dem alle. Dermed holder klubben liv i håbet om for første gang nogensinde at forsvare en pokaltitel.
Brøndbys statistiske chance for at avancere yderligere i turneringen er i øvrigt heller ikke til at tage fejl af. Af de 16 foregående kvartfinaler har Brøndby vundet ikke færre end 12. Seneste kvartfinalenederlag var i 2000/2001, hvor Viborg vandt med 2-0.
Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.
Jens Berthel Askouv begik straffe mod Per Nielsen, men gjorde skaden god igen i den anden ende, hvor han reducerede efter en dødboldssituation.