Stolte rekord-Kamper

15.11.2005 09:29

I morgen aften spiller det danske U-21 landshold den sidste og afgørende play off-kamp mod Rusland på Brøndby Stadion. For én spiller bliver kampen ekstra speciel. Brøndbyprofilen Jonas Kamper kan nemlig sætte en ny kamp-rekord på U-21 landsholdet hvis han som forventet starter inde på den danske højrekant.

I lørdags tangerede Kamper Martin Jørgensens U-21 kamprekord på 31 kampe, og i morgen går han alene i spidsen med 32 kampe.

- Det er noget jeg er meget stolt af. Det bliver en helt speciel kamp på alle måder, og så er det ekstra stort at rekorden formentlig bliver sat på Brøndby Stadion. Det er da lidt sjovt, griner Kamper til brondby.coms udsendte reporter før U-21 landskampen.

- Men når det så er sagt handler det først og fremmest om holdet. Vi har en gylden mulighed for at kvalificere os til EM, for første gang i rigtig mange år. Det er dét der er i fokus i morgen. Vi fik et fantastisk resultat med hjem fra Rusland og vi skal gøre arbejdet færdigt, mener Kamper og slutter af med en appel.

- Vi spiller hjemme på Brøndby Stadion og forhåbentlig kommer der mange tilskuere til kampen. Vi håber på en rigtig god opbakning og så er det op til os at levere varen på banen.

U-21 landskampen spilles onsdag aften kl. 19:00. Der er gratis adgang for børn og unge under 18 år. For øvrige koster det kun 50 kr. Billetter kan købes ved indgangene.

Det vil i øvrigt også være første gang Thomas Kahlenberg spiller på Brøndby Stadion siden skiftet til Auxerre i sommeren, mens også Kasper Lorentzen forventes at starte inde på det danske hold.

Tjek listen over U-21 kampe her.

Jonas Kamper i aktion i hjemmekampen mod Dinamo Tblisi

I morgen aften kan Jonas Kamper sætte ny DBU-rekord for det danske U-21 landshold, der møder Rusland på Brøndby Stadion.