Skuffet cheftræner

23.11.2005 20:44

- Jeg er selvfølgelig meget skuffet lige nu. Vi viser at vi kan spille kampen rigtigt, at vi kan holde hovedet koldt og spille fodbold, men at se et hold, der i den grad falder sammen er meget skuffende, erkender Michael Laudrup efter UEFA-nederlaget til Lokomotiv Moskva.

- Det er ikke godt nok, at vi pludselig bliver nervøse for at spille fodbold og for at vinde kampen, det nytter altså ikke noget på det her niveau.

- Vi spiller rigtig godt i en lille time, hvor vi holder dem fuldstændigt fra chancer, og selv skaber en del frem ad banen. Men hvad nytter det, når vi i den sidste halve time går sådan ned, spørger cheftræneren.

- Det er ikke acceptabelt, og der er meget at snakke om med spillerne. Jeg er spændt på at høre hvad de har at sige.

- Det der lignede en flot udebanepræstation endte med det modsatte. Selvom man måske kan sige at vi kan tage nogle positive ting med hjem fra den første time, fylder de bare ikke noget, når man lukker 4 mål ind de følgende 30 minutter, efter at have ført 2-0 og i øvrigt holdt modstanderen helt ude af kampen.

- Det er absolut ikke godt nok, konkluderer en synligt skuffet cheftræner.