Ovenpå

26.11.2005 09:49

Brøndby IF's danske mestre og pokalvindere går ind til den sene eftermiddagskamp på Fionia Park vel vidende, at statistikken er med de blå-gule i opgør mod OB. Senest blev det til en 3-1-sejr, og Brøndby har ikke tabt de seneste tre kampe i SAS Ligaen mod netop fynboerne.

Det nyeste nederlag til OB kom 25. juli sidste år, hvor OB'erne vandt med 2-1 på Brøndby Stadion. I det fynske er nederlaget endnu længere væk. 20. marts 2004 vandt OB med 1-0, hvilket er det seneste tilfælde, hvor de stribede fra Fyn har holdt Brøndby fra at score.

Brøndby har desværre ikke holdt buret rent mod OB siden 20. september 2003, hvor den nuværende Auxerre-spiller, Thomas Kahlenberg, stod for kampens enlige mål i Brøndbys 1-0-sejr i Odense. Kort efter tillod Kim Daugaard sig endda at brænde straffespark.

Chancerne for at blive underholdt af mål lørdag aften er bestemt til stede. Brøndby og OB har ikke spillet 0-0 siden 29. juli 2000, og skulle det bliver rigtig målrigt, kunne de to klubber jo kopiere kampen 3. marts 2002, hvor der blev scoret hele syv mål i OB?s 4-3-sejr.

Der er kick off i dag kl. 17:00.

Produceret i samarbejde med netsuperligaen.dk.

Masser af tilskuere i Fionia Park

Mulighederne er gode i Fionia Park hvor Brøndby har statistikken med sig.