Øget sikkerhed i aften

03.11.2005 09:06

I forbindelse med UEFA Cup-kampen på Brøndby Stadion i aften kl. 20.45 mellem Brøndby IF og Maccabi Petach-Tikva fra Israel sætter Glostrup Politi og Brøndby IF øget fokus på sikkerheden.

Dette skyldes det særlige behov for sikkerhed, som altid er påkrævet, når israelske sportsfolk er i udlandet.

God Europa Cup-stemning på Brøndby Stadion.

Igen i aften er der lagt op til god Europa Cup-stemning på Brøndby Stadion.

De sikkerhedsmæssige foranstaltninger vil derfor være i fokus for såvel politiet som kontrollørerne i forbindelse med adgangskontrollen, inden der gives adgang til stadion. Dette vil erfaringsmæssigt medføre nogen ventetid, hvorfor publikum til fodboldkampen torsdag aften opfordres til at møde frem i god tid og foruden billet eller kort medbringe en vis portion tålmodighed.

For at opnå en så smidig indgang som muligt, opfordres publikum endvidere til at være opmærksom på ordensreglementet for Brøndby Stadion - særligt at det er forbudt at medbringe flasker, fyrværkeri, kompressorhorn eller andet, der kan hindre en rolig afvikling af fodboldkampen.